Sygehuse

Sygehuse

Amtets opgaver og tilbud
Du har ret til gratis sygehusbehandling ved sygdom. Enten efter henvisning fra din praktiserende læge eller ved sygdom og tilskadekomst, der er opstået akut.

Du kan frit vælge, hvilket af amtets sygehuse du vil behandles på – selvfølgelig forudsat det behandler den sygdom eller lidelse du skal behandles for. Du kan også vælge et sygehus uden for dit eget amt. Ønsket om at vælge et bestemt sygehus kan skyldes, at du vil indlægges i nærheden af pårørende. Eller at ventetiden til behandling er kortere på det sygehus, du vælger.

Driften af sygehusene er langt den største opgave på amtets budget. Omkring halvdelen af amtets udgifter går hertil, og langt over halvdelen af amtets ansatte er beskæftiget her.

Fødsler
Amtet tilbyder alle gravide graviditetsundersøgelser. Når man bliver gravid, skal man kontakte sin læge og aftale kontrolbesøg.
De gratis graviditetsundersøgelser foregår hos egen læge, jordemoder og på sygehuset, hvis fødslen skal foregå der.

Ved det første graviditetsbesøg hos lægen aftales det, hvor fødslen skal foregå – på sygehusets fødeafdeling, på klinik tilknyttet sygehuset eller hjemme. Alle har ret til gratis jordemoderhjælp og om nødvendigt også lægehjælp ved fødslen – også ved hjemmefødsel.

Langt de fleste fødsler foregår på sygehuse. På alle sygehuse kan man have barnets far eller en anden ledsager med til fødslen

Frit sygehusvalg
Hvis du har behov for at blive behandlet på sygehus, kan du frit vælge mellem alle de offentlige sygehuse i Danmark, der tilbyder den pågældende behandling.

Som regel er det nok med en henvisning fra din læge, når du skal indlægges. Hvis du har behov for højt specialiseret behandling – for eksempel på grund af en sjælden eller særlig kompliceret sygdom – kræver indlæggelsen dog en henvisning fra et sygehus i dit eget amt.

En sygehusafdeling der har en lang ventetid på behandling kan undlade at modtage patienter fra andre amter, indtil ventetiden er bragt ned. Ingen sygehusafdelinger kan dog lukke for at modtage patienter fra eget amt.

Du skal som udgangspunkt henvises til det sygehus, der har den korteste ventetid på den samme behandling.

Det frie sygehusvalg omfatter udover offentlige sygehuse 10 private behandlingssteder, som samarbejder med det offentlige sygehusvæsen

Patientbefordring
Du skal normalt selv betale for at komme til og fra læge, speciallæge, tandlæge og sygehus. Der er dog undtagelser, hvor det offentlige betaler udgifterne til transport:

Patienter, som bor mere end 50 kilometer fra sygehuset
Patienter, der er så syge, at de kun kan transporteres med en ambulance til sygehuset
Patienter, hvor sygehuset vurderer, at de ikke er i stand til selv at klare transporten med offentlige transportmidler, altså bus, tog eller færge
Gruppe 1-sikrede patienter, som bor mere end 50 kilometer fra speciallægen og hvor transportudgiften er over 60 kroner.

Klagemuligheder
Hvis du mener, du har fået en fagligt forkert behandling i sundhedsvæsenet, kan du klage til Patientklagenævnet. Nævnet er en uvildig, offentlig myndighed under Sundhedsministeriet.

Du kan også klage, hvis du har fået afslag på at få aktindsigt i din sag.

De faggrupper, hvis behandling du kan klage over til Patientklagenævnet, er først og fremmest læger, sygeplejersker, jordemødre, psykologer indenfor sundhedsvæsenet, ergoterapeuter, fysioterapeuter, fodterapeuter, kiropraktorer, apotekspersonale og tandteknikere.

Du skal sende en skriftlig klage senest to år efter, du mener, du er blevet fejlbehandlet. Du kan få hjælp til at afklare og udforme din klage hos en patientvejleder.

Kilde: Amtservice

Relaterede indlæg

Comments on this entry are closed.

Previous post: Folkesundhedsprogrammet

Next post: Aids