Ventrikeltakykardi
Redaktionsgruppen
sundhedsinformation.dk
Hvad er ventrikeltakykardi?
Hjertet består af to forkamre og to hjertekamre – de sidstnævnte kaldes også ventrikler. Takykardi betyder hurtig hjertefrekvens, det vil sige hurtig puls. Et hjerteslag starter vanligvis med, at et område i højre forkammer udsender en elektrisk impuls, som spreder sig nedover hjertets elektriske ledningssystem til hjertekamrene. Når impulsen når ned til hjertekamrene, så trækker de sig sammen.
En elektrisk impuls kan også opstå andre steder i ledningssystemet. Når den opstår i hjertekamrene, kalder vi den påfølgende sammentrækning af hjertekamrene for en ventrikulær ekstrasystole (et tillægsslag, ekstraslag). Ventrikeltakykardi er defineret som 3 eller flere efterfølgende ventrikulære ekstrasystoler. Ved Ventrikeltakykardi vil pulsen/hjertefrekvensen almindeligvis ligge på 160-240 per minut. Ventrikeltakykardier deles ind i ikke-vedvarende (< 30 sekunder) og vedvarende.
Korte episoder med Ventrikeltakykardi optræder hyppigt i de første 48 timer af et hjerteinfarkt . Ventrikulære ekstrasystoler er i sig selv et almindeligt fænomen, som stort set ikke kræver behandling.
Hvad forårsager Ventrikeltakykardi?
Serier af ventrikulære ekstrasystoler kan ses ved hjertesygdom med nedsat blodtilførsel til hjertemuskelen. Det ses særlig hyppigt i forbindelse med hjerteinfarkt. Andre årsager kan være sygdom i hjertemuskelen, bivirkning af medikamenter mod rytmeforstyrrelser i hjertet, betændelse i hjertemuskelen og forgiftninger.
Disponerende faktorer er hjertesvigt , lav blodprocent , lav ilttilførsel, infektion og forstyrrelse i kaliumniveauet eller magnesiumniveauet i blod.
Hvordan diagnosticeres Ventrikeltakykardi?
Hjertebanken, åndenød , brystsmerter , øget urinprodution , svimmelhed , besvimelse og nærbesvimelse samt slaphed er sædvanlige symptomer ved Ventrikeltakykardier. Oplysninger om tidligere hjerteinfarkt, specielt ved udvidelse af en del af venstre hjertekammer, og sygdom i hjertemuskel og betændelse i hjertemuskel styrker mistanken om diagnosen.
Medikament- og alkoholbrug kan også give mistanke om tilstanden. Alkohol er giftig for hjertet og kan give hjertemuskelskade, som disponerer for Ventrikeltakykardi. Mange medikamenter, som virker på hjertet, kan udløse og/eller forværre visse former for Ventrikeltakykardi.
Ved undersøgelse af patienten under et anfald med takykardi behøver der ikke være nogen specielle fund, men ofte vil patienten have en påvirket blodcirkulation. Det kan udarte sig som chok – døsighed, kolde og klamme hænder og fødder, nedsat urinproduktion – eller væskefyldte lunger. Ved ventrikelflimmer (totalt uklar spredning af impulser i et hjertekammer, som bare står og dirrer og ikke pumper blod), får patienten cirkulationsstop og mister bevidstheden i løbet af få sekunder.
Andre undersøgelser
EKG afbilder den elektriske aktivitet i hjertet. Ved Ventrikeltakykardier vil EKG vise hurtig rytme, og komplekset som repræsenterer sammentrækningen af hjertekamrene vil være forøget i bredden. Takykardier som opstår i forkamrene, kan af og til ligne de, der opstår i hjertekamrene, hvis der samtidig foreligger en blokering i impulsledningen fra forkamre til hjertekamre.
Blodprøver med henblik på hjerteinfarkt kan give vigtig information. Måling af kalium og magnesium i blodet, samt niveauet af eventuelle medikamenter bliver også kontrolleret.
Specialundersøgelser, som kan blive aktuelle i udredningen, er EKG, hvor man fører elektroden ned i spiserøret, ultralydsundersøgelse af hjertet og afbildning af hjertets blodkar ved hjælp af indsprøjtning af kontrast.
Hvordan behandles Ventrikeltakykardi?
Målet med behandlingen er at stoppe anfald og forebygge nye anfald. Flere af medikamenterne, som bruges, kan give alvorlige bivirkninger og i sig selv udløse alvorlige rytmeforstyrrelser.
Akut Ventrikeltakykardi
Korte anfald med Ventrikeltakykardi tidligt i forløbet af et hjerteinfarkt er som oftest ikke behandlingskrævende. Undtagelsen er Ventrikeltakykardi med varighed over 30 sekunder eller kortvarig takykardi med påvirket patient. Ved ustabil cirkulation gøres der hurtigt såkaldt elektrokonvertering, dvs. strømstød over brystkassen. Ved stabil cirkulation bruges mere tid på diagnostik, før man elektrokonverterer, giver medikamenter eller pacer (dvs. sender elektriske impulser som udkonkurrerer hjertets egne).
Forebyggelse af Ventrikeltakykardi
Afgørende for behandlingen er, om der foreligger vedvarende eller ikke-vedvarende Ventrikeltakykardi, god eller dårlig funktion i venstre hjertekammer, dårlig blodcirkulation til hjertemuskelen eller ikke, påvirkning af cirkulationen ved anfald eller ikke, akut hjerteinfarkt eller ikke. Ved alvorlige symptomer og dårligt venstre hjertekammer får de fleste implanteret en indretning (en defibrillator), som sender strømstød, der afbryder den unormale impulsdannelse. Det kan være aktuelt at give medikamenter ( betablokkere, amiodaron ) som modvirker tendensen til Ventrikeltakykardi.
Ventrikelflimmer
Kræver øjeblikkeligt strømstød. Ved ventrikelflimmer pumper hjertet ikke blod og tilstanden er livstruende.
Medikamentel behandling
Ved Ventrikeltakykardi gives medikamentet lidokain . Ved alvorlig eller tilbagevendende takykardi gives medikamentet amiodaron. Andre aktuelle behandlinger er som allerede nævnt elektrokonvertering, pacing, hjerte-lunge-redning og korrektion af disponerende faktorer.
Kirurgi
Aktuelle indgreb kan være bypass-kirurgi på hjertets kranspulsårer (påsyning af en blodåre før og efter en passagehindring, således at blodet kan tage en alternativ vej og hjertemuskelen får mere blod); implantering af automatisk defibrillator (giver strømstød, som afbryder Ventrikeltakykardi); fjernelse af eventuel udposning af hjertekammeret; fjernelse af unormale ledningsfibre mellem forkamre og hjertekamre.
Hvordan er langtidsudsigterne ved Ventrikeltakykardi?
Ventrikeltakykardi opstår ofte sekundært til et ar efter hjerteinfarkt eller anden hjertesygdom. Ventrikeltakykardi viser sig ofte i de første måneder efter infarktet, men kan også komme flere år senere. Ventrikeltakykardi kan udvikle sig til ventrikelflimmer. Ventrikelflimmer fører ubehandlet til død.
Afgørende for langtidsudsigterne er funktionen til venstre hjertekammer. Ventrikulær takykardi af ukendt årsag kan af og til ses hos yngre patienter (kun tilstede i perioder) og har god prognose. Ved ventrikulære symptomgivende takykardier hos patienter med karsygdom i hjertet, hjerteklapsygdom eller sygdom i hjertemuskelen er prognosen alvorlig. Forbigående Ventrikeltakykardi, som optræder tidligt i forløbet af et akut hjerteinfarkt, har god prognose. Vedvarende Ventrikeltakykardi, som komplicerer en kronisk hjertelidelse, har dårlig prognose. En speciel type ventrikeltakykardi med ujævn akse (for impulsledningen), som ofte er medikamentudløst, har dårlig prognose.
Ventrikelflimmer i forbindelse med et hjerteinfarkt er en alvorlig tilstand med overhængende livsfare.
Komplikationer
Pludselig død
Hjerneskade som følge af svigtende ilttilførsel
Faldskader ved besvimelse
Forværring af hjertelidelse, som skyldes snævre kransarterier og dårlig blodtilførsel til hjertemuskelen.
Relaterede indlæg
|
|
Comments on this entry are closed.