Sundhedsvæsenets opbygning
Det danske sundhedsvæsen er baseret på principper om, at alle borgere skal have fri og lige adgang til sundhedsvæsenets ydelser – og det uanset økonomisk status, tilknytning til arbejdsmarkedet eller personlige forsikringsmæssige forhold.
Selvbestemmelse og valgfrihed for borgerne er også vigtige principper for sundhedssektoren. Opgaverne løses først og fremmest af det offentlige, og sundhedssektoren betales over skatterne.
Opgaverne løses lokalt
Det danske sundhedsvæsen har en meget decentral struktur. Det betyder, at amter og kommuner i praksis har ansvaret for at løse de konkrete opgaver. Politisk og organisatorisk er sektoren bygget sådan op, at staten har ansvaret for at fastlægge de overordnede sundhedspolitiske værdier og mål.
De 14 amter samt Hovedstadens Sygehusfællesskab H:S (København og Frederiksberg kommuner) driver sygehusene og administrerer den offentlige sygesikring. De enkelte amtsråd prioriterer indsatsen og fastlægger det lokale serviceniveau inden for de rammer, der er fastsat i lovgivningen.
Kommunerne tager sig af hjemmesygepleje, sundhedspleje, børnetandpleje og skolesundhedstjenesten. Desuden udsteder kommunerne det gule sygesikringsbevis og står for borgernes valg af læge og sygesikringsgruppe.
Primær og sekundær sundhedssektor
Man skelner mellem den primære og den sekundære sundhedssektor. Den primære sundhedssektor er tættest på borgerne og er placeret i lokalområdet. Den udgør ofte borgernes første kontakt med sundhedsvæsenet. Brugerne kan henvende sig direkte og er derfor "usorterede", og graden af specialisering er lav. Til den primære sektor hører fx apoteket og den praktiserende læge.
Den sekundære sundhedssektor er placeret regionalt, og den har en høj grad af specialisering. Som borger skal man typisk have en henvisning for at komme til undersøgelse og behandling – medmindre det er akut. Sygehusene hører til den sekundære sundhedssektor.
Staten sætter værdier og mål
Staten har ikke mange praktiske og udførende opgaver. Ud over regeringen og Folketinget, der vedtager lovene, består det statslige niveau af Sundhedsministeriet, der bl.a. samordner og koordinerer sygehusvæsenet, den offentlige sygesikring, lægemiddelområdet, apoteksvæsenet, sygdomsforebyggelse og sundhedsfremme samt patientrettigheder.
Under Sundhedsministeriet hører foruden en række institutioner, råd og nævn også Sundhedsstyrelsen, der er den øverste sundhedsfaglige myndighed med overordnet ansvar for information, forebyggelse og behandling.
Sundhedsstyrelsen rådgiver såvel private som offentlige institutioner inden for alle områder i sundhedsvæsenet.
I hvert amt findes en embedslægeinstitution, der på vegne af Sundhedsstyrelsen fører tilsyn med amtets autoriserede sundhedspersonale. Embedslægerne rådgiver desuden myndigheder og institutioner om lægelige, hygiejniske, miljømæssige og socialmedicinske forhold.
Lægemiddelstyrelsen godkender lægemidler og kontrollerer godkendte lægemidler og lægemiddelvirksomheder. Desuden fører styrelsen tilsyn med apoteker, behandler sager om lægemidler, fører statistisk med mere.
Private erhvervsdrivende med offentlig finansiering
Det fintmaskede net af privatpraktiserende læger, speciallæger, tandlæger, fysioterapeuter m.fl. ejer deres egen praksis. Disse private udbydere af sundhedsydelser varetager størstedelen af den primære sundhedstjeneste efter overenskomst med sygesikringen.
Det er Sygesikringens Forhandlingsudvalg, der forhandler med de forskellige faglige organisationer om, hvilke ydelser de må tilbyde, og hvor meget de får for det. Det vil i praksis sige, at hver gang du går til læge, så skal du kvittere på en regning, der sendes til den offentlige sygesikring. Overenskomsterne skal godkendes af sundhedsministeren.
Også landets omkring 290 apoteker er privatejede. Apotekerne administrerer medicintilskud på sygesikringens vegne.
Endelig findes der uden for det autoriserede sundhedsvæsen en stor gruppe alternative behandlere, fx homøopater og zoneterapeuter, som ikke er med i den offentlige sygesikring.
Comments on this entry are closed.