SMERTEFULDE STEN
Sten i urinvejene kan i dag ofte knuses, så operation er unødvendig.
Af Erik Münster
Den 29. december 1952 åbnede en kirurg på Charing Cross Hospital i London bugvæggen på en 80-årig kvinde. Hun skulle have fjernet en enorm sten i urinblæren. Da blev lagt på vægten, viste den sig at være den største urinvejssten i medicinens historie. Den vejede 6,3 kilo.
Det er næsten dobbelt så meget som et nyfødt barn, så det er forståeligt, at patienten havde følt sig tynget af sin sygdom. Men ofte er det i øvrigt de helt små sten, som giver de værste symptomer. Stenanfald kan gøre så ondt, at smerterne regnes for nogle af de værste, et menneske kan udsættes for.
Sepp Piontek glemte en overgang alt om fodbold, da han lige før, en landskamp mod Rusland i 1985 pludselig fik et stenanfald. Han blev indlagt på Odense Sygehus, røntgen afslørede, at han havde en sten på kun få mm i den ene urinleder.
Lægerne behandlede ham med "vandstød" for at skylle stenen ud. "Giv en sådan patient en almindelig bajer og to hestebajere," sagde min gamle professor i kirurgi. De sidste var almindeligt vand – det var nøjsomme tider dengang.
I 1963 fik dronning Ingrid fjernet en sten fra urinblæren på Bispebjerg Hospital
og i 1973 måtte Bristolteatret aflyse, fordi Ove Sprogøe indlages på Sundby Hospital med Nyrestensanfald
Men størst opsigt vakte det i pressen, da tennisspilleren Bjørn Borgs daværende kone, Mariane, under en mellemlanding i Kastrup blev kørt til Sct. Elisabeths Hospital med stærke smerter på grund af urinvejssten. Hun blev et par dage efter ledsaget til New York af overlæge Bjørn Buemann, fordi hendes mand ikke turde lade hende rejse alene
Da Lyndon B. Johnson var USA’s præsident, opdagede man, da han blev røntgenfotograferet, at han havde to sten i urinlederen. Da de aldrig havde generet. ham, valgte lægerne at lade ham beholde dem, og han gik i graven med dem.
Men det er ikke kun de berømte, som får urinvejssten. 10 pct. af alle danske mænd og 3 pct. af kvinderne får én eller flere sten i løbet. af livet,. Det skønnes dog kun være mellem 10 og 20 pct. af dem, som bliver opereret for det. På ét år (1982) blev der udført cirka 1800 af den slags operationer i Danmark.
Har man haft ét tilfælde af urinvejssten, er risikoen for et nyt 50 pct,. inden fem år og 75 pct. inden for tyve år. De fleste anfald forekommer i aldersklassen 30 -50 år. Symptomerne er smerter, blod i urinen og måske urinvejsinfektion.
Antallet af tilfælde er stadigt voksende i den industrialiserede verden. Man kan godt kalde urinvejssten for en velstandssyqdom. Risikoen for at, få dem øges med indholdet af (de dyre) proteinstoffer i kosten og med overvægt, stress, stillesiddende arbejde og forhøjet blodtryk.
Visse familier er særligt hjemsøgt af sygdommen. Men det behøver ikke at være udtryk for at den er arvelig. Det kan lige så godt være levevanerne, som spiller ind.
Det er hvert fald en kendgerning, at kvinder gift med mænd med nyresten hyppigere får sygdommen end andre kvinder.
Stenene kan bestå af forskellige stoffer, bl.a salte af oksalsyre, fosforsyre og urinsyre. Men i 75 pct. af alle sten findes kalk.
Kun 20-30 pct. af patienterne, kam man finde en årsag til, at de danner sten.
Det kan f.eks. være urinsyregigt, kroninsk betændelse i bugspytkirtlen og overproduktion af hormon i de små biskjoldruskkirtlet, der sidder på halsen bag skjoldbruskkirtlen.
Langvarigt sengeleje efter større knoglebrud og varmt vejr øger også risikoen. sidste forklares ved, at urinen bliver mere koncentreret i varme, fordi vi mister meget vand med sveden. En uf mine venner havde aldrig haft sten. Men da han blev udstationeret ret på Elfenbenskysten hvor der er frygteligt varmt, begyndte han at få det.
Man ved også, at betændelse i urinvejene (f. eks. blærebetændelse) og afløbshindring for urinen (f. eks. forstørret prostata) kan føre til stendannelse.
De fleste sten dannes øverst i urinvejene i den tragtformet udvidede, del af urinlederen lederen, som optager urinen fra nyrerne. Stenen kan blive siddende her og stadigt vokse. Men oftest driver den med urinen gennem urinlederen og ned i blæren, så den på et tidspunkt forsvinder ud gennem urinrøret ved vandladningen.
Omkring 70 pct. af alle sten afgives spontant på denne måde. Det kan ske, uden personen mærker noget til det, eller det kan gøre ondt, og urinen bliver måske rød blod.
Men en sten kan også sætte sig fast et sted i urinvejene og efterhånden blive stor, at der ikke er nogen chance for, at den kan passere ud med urinen. Størst stenene blive ~ urinblæren, og en del af dem i blæren er i øvrigt opstået. på dette sted
Fastsiddende sten, der giver generende symptomer, skal fjernes. Det kan gøres forskellige måder, og man har i de senere år fået mere skånsom- teknik end tidlige Det er f. eks. sjældent nødvendigt med større operationer.
Nogle sten kan fjernes gennem urmrøret ved indføring af instrumenter, der kun helt op i urinlederne. Man kan måske opløse stenen med en skyllevæske eller fange med en særlig anordning og trække den ud. Er den for stor til det, kan den knuses bølger fra en indført, ultralydsonde, hvorefter stumperne skylles ud.
De samme ting kan gøres, hvis stenen sidder helt oppe ved nyren; men så højt man ikke nå via urinrøret. Så må man i stedet stikke et instrument ind gennem huden i helbedøvelse og føre det videre ind til nyren.
Ved den sidste nye behandling knuses stenen med en chokbølge, der skabes ved en gnistudladning uden for kroppen. Patienten behøver ikke at være bedøvet; men en del have smertestillende behandling senere, når stumperne afgår med urinen, og der skal måske suppleres med en af de andre nævnte behandlinger for at få større stykker sten ud.
Op mod 90 pct. af alle patienter med nyresten kan behandles med denne metode, man også er ved at, tage i brug ved galdesten. Men det er et dyrt apparatur, og det er ikke tilgængeligt på alle sygehuse.
Op mod 20 pct.. af de mennesker, der danner sten i urinvejene, kan få forebygge behandling, der nedsætter risikoen for nye sten. Det afhænger af stenens art og behandlingen kan f. eks. være daglig brug af vanddrivende tabletter, f. eks. Centyl.
Det kræver ret indgående undersøgelser at finde frem til hvilke patienter, der er egnet til forebyggende behandling, og hvordan den skal være.
Men alment kan man råde stendannerne til at drikke mindst to litter i døgnet og mere, når de sveder og ved ophold i varme lande. Arten af væsken er uden betydning; men de skal være tilbageholdende med mælkeprodukter. De skal spise mådeholdent, begrænse indtagelsen af dyriske proteiner og fedt samt dyrke motion. Det er altsammen råd, som også gavner helbredet på andre måder.
Erik Münster
Comments on this entry are closed.