Sexstimulerende midler

Af Erik Münster.

Mennesker har fra de ældste tider søgt at forbedre deres sexliv ved at indtage forskellige stoffer. Et sexstimulerende middel kaldes for et afrodisiakum efter Afrodite, de gamle grækeres gudinde for skønhed og kærlighed.

Midlerne kan tænkes at virke ved at nedbryde hæmninger, forøge trangen og evnen til sex og forbedre lystfølelsen under den seksuelle akt. Men det skal straks siges, at der desværre ikke findes noget virkeligt effektivt afrodisiakum.

Jeg blev engang sammen med flere andre bedt om at levere opskrift på en sexstimulerende middag til en bog om afrodisiaka. Sammen med min kone udtænkte jeg med stort besvær et tre retters luksusmåltid med fremragende vine i håb om, at det ville sætte gang i de eventuelt slumrende lyster.

Men forfatteren og arkitekten PH (Poul Henningsen) kom meget lettere til sit bidrag til bogen. Han skrev simpelthen, at han kun kendte ét sexstimulerende middel, og det var champagne.

Alkohol
De fleste har erfaret, at PH havde ret. Alkohol Øger trangen til sex, antagelig især ved at nedbryde hæmningerne. Men det gælder kun, hvis det ikke drikkes i for store mængder. Så kan det virke lige modsat, ikke alene ved at sløve og fremkalde søvn, men også på et tidligere tidspunkt i rusen ved at forhindre manden i at få erektion.

Alkohols sexstimulerende effekt viser sig også kun ved sporadisk brug af drikkene. Alkoholister, som drikker større mængder hver dag og ikke kan undvære stoffet, føler sig ikke seksuelt stimuleret, og mændene bliver ofte livsvarigt impotente.

Spansk flue
Når man beder folk nævne nogle afrodisiaka, kan de ofte kun finde på ét, nemlig spansk f lue. Navnet til trods er det ikke fremstillet af en flue, men af en metalglinsende, grøn bille. I dens blod findes stof f et cantaridin, som hævdes at kunne irritere
slimhinderne i kønsorganerne, så trangen melder sig.

Men sandheden er, at dette stof s ry som afrodisiakum er helt ufortjent. Måske stammer det fra, at mænd, der bliver forgiftet af spansk flue, kan få en smertefuld kraftig rejsning, som er så vedvarende, at den kan give koldbrand i penis.

Men der skal indtages livsfarlige doser af stoffet for at fremkalde denne priapisme, og den er ikke forbundet med seksuel lystfølelse. I 1945 døde en dansker, der eksperimenterede med spansk flue på sig selv, og i 1963 blev en student på New Zealand anklaget for drab på en 18-årig pige, der døde, efter at han havde puttet spansk flue i hendes kaffe for at forføre hende.

Men det er ikke de eneste ofre. Historien kan fortælle om en lang række dødsfald forårsaget af denne gift. Blandt de ramte er nogle kongelige og andre berømte mennesker.

Poppers
Stofferne amyl-, butyl- og isobutylnitrit er væskeformige og sælges i små beholdere. Hældes indholdet for eksempel ud i et lommetørklæde, vil væsken Øjeblikkeligt fordampe og kan så indåndes. Det bruges af en del mennesker, som mener, at det forstærker deres orgasme.

Midlernes populære navn er "poppers", og de anvendes især af bøsser, måske fordi de virker afslappende på tarmåbningens lukkemuskel, så det er lettere at føre penis ind ved analt samleje.

Som regel inhaleres midlet først, når orgasmen er ved, at komme, og så påstås den at blive kraftigere og længere varende.

Poppers virker kraftigt udvidende på blodkarrene og kan derved give hovedpine, hjertebanken og undertiden en hæmning af erektionen. Mennesker med lidelser i hjerte og kredsløb skal være forsigtig med at bruge dem.

Amfetamin
Stofferne i amfetamingruppen, som engang blev kaldt ferietabletter, kan måske i små doser i tabletform løsne hæmninger, virke seksuelt ophidsende og Øge oplevelsen af seksuelt samvær. Det hævdes også, at stofferne taget i større
dosis indsprøjtet i en blodåre kan udløse reaktioner, der under samleje resulterer i en kraftig orgasme.

Men dette skal holdes op imod, at disse stoffer kan give alvorlige bivirkninger, så brugen af dem absolut må frarådes.

Kokain
Nogle bruger at indsnuse kokain før samlejet, idet de hævder, at de så nyder det mere. Stoffet kan forsinke mandens sædudløsning, så samlejet varer længere til glæde for begge parter.

Det hævdes også, at kokain Øger mulighed for at få flere orgasmer efter hinanden. Men på den anden side kan hyppig brug af kokain med tiden svække lysten til sex.

I det hele taget er der stor risiko for, at man bliver forfalden til stoffet og får svære bivirkninger efterhånden.

Eksotiske rusgifte
Cannabis, LSD, ecstasy og lignende eksotiske rusgifte kan brugt af og til måske forøge den seksuelle oplevelse. For eksempel kan LSD give meget livlige seksuelle fantasier, som i nogle tilfælde vækker lysten, i andre virker skræmmende.

Effekten af disse stoffer afhænger i høj grad af brugerens personlighed, forventninger og dosis’ størrelse. Men det gælder i det hele taget for alle afrodisiaka.

Cannabis angives af nogle at være uskadeligt. Men bruges det fast gennem nogle måneder kan det hos mænd nedsætte koncentrationen af kønshormonet testosteron i blodet, hæmme sædproduktion og give impotens.

Nervetabletter
Medikamenter med indvirkning på hjernen, der bruges som beroligende midler og sovetabletter, vil i almindelighed hæmme seksualfunktionen. Men der kan dog være tilfælde, hvor de vil gavne sexlivet, hvis dette er holdt nede af hæmninger og nervøsitet.
Opiater, altså de stoffer, som fremstilles af opiumvalmuen, samt beslægtede kunstigt fremstillede midler, kan måske i mindre doser stimulere sexlivet ved at tage hæmningerne. Men bruges de konstant, vil de svække både sexlysten og potensen.

Man har iagttaget, at nogle af de narkomaner, som sættes på en vedligeholdelsesbehandling med opiaten methadon, kan få lyst og evne til sex tilbage. Men det bliver dog ikke så fuldkomment, som før de blev forfaldne til stoffer.

Erik Münster.

Relaterede indlæg

Comments on this entry are closed.

Previous post: Hjertemassage

Next post: Insektstik