SANGERINDE RAMT AF TO SLAGS KRÆFT
Annette Klingenberg opereret for livmoderkræft efter års kamp mod brystkræft.
Af Erik Münster.
"Jeg fortæller min sygehistorie åbenhjertigt og detaljeret for at gøre andre kvinder opmærksomme på, at de skal passe meget på. De skal ikke lade sig overtale af lægen til bare at se tiden an."
Det siger dansktop-sangerinden Annette Klingenberg, der netop er blevet udskrevet fra Hillerød Sygehus efter at have fået fjernet livmoder, æggeledere og æggestokke på grund af kræft i livmoderhulen.
Hun var i forvejen hårdt ramt, fordi hun fik fjernet højre bryst for kræft i 1992. To år efter fik hun ved flere operationer skabt et nyt bryst af væv fra bugvæggen, en sidste af dem var lige overstået, da hun ved årsskiftet 1996-97 begyndte at få smerter i brystvæggen.
Mammografi og røntgen af lunger viste intet sygeligt. Men lægerne på hospitalet fandt en forstørret lymfeknude ved højre armhule. Den blev fjernet; men mikroskopien var normal. Midt om sommeren kom der en ny knude, som også var normal. Men da en tredje knude blev fjernet i slutningen af 1997, fandt man kræftceller i den ved den mikroskopiske undersøgelse. Brystkræften var blusset op igen, så der måtte gives en langvarig strålebehandling i januar 1998.
Annette Klingenberg, der i dag er 52 år, havde længe haft hedeture; men i foråret 1999 begyndte hun at få udflåd og uregelmæssige blødninger.
"Jeg gik til min læge," siger hun. "Men han beroligede mig med, at det måtte skyldes overgangsalderen, og at jeg for et år siden var blev tjekket hos ham for kræft i underlivet. Det slog jeg mig til ro med uden at tænke på, at den prøve kun omfattede kræft i livmoderhalsen.
Blødningerne fortsatte, og de var så kraftige, at jeg konstant måtte gå med bind og undertiden to-tre stykker på én gang. For en sikkerheds skyld havde jeg altid en rulle toiletpapir med i tasken, hvis det var ved at gå helt galt. Jeg brød mig ikke om at klage til lægen igen, for ikke at blive regnet for hypokonder.
Sådan gik sommeren, og så talte jeg en dag med en lægesekretær i København. Det var om noget andet; men jeg nævnte i forbifarten mine blødninger, og så sagde hun straks, at det skulle undersøges hos en gynækolog. Hendes chef sørgede for en henvisning til mig, og da man hos specialisten hørte, hvor galt det stod til, kom jeg til i løbet af få dage.
Gynækologen, dr.med. Ulla Hørding, undersøgte mig meget grundigt med ultralyd og udsugning af slimhindeprøver fra livmoderhulen. Jeg fornemmede, at der var noget galt," siger Annette. "Men lægen sagde, at hun ikke kunne sige noget sikkert, før den mikroskopiske undersøgelse af slimhinden forelå." Det skete en uge efter, og den gav mistanke om kræft i visse områder af livmoderen. Diagnosen var ikke sikker, men Ulla Hørding forklarede Annette, at det var bedst, at hun blev henvist til den gynækologiske afdeling på Hillerød Sygehus.
Her sagde overlæge Ingrid Thranov straks, at svaret på den mikroskopiske undersøgelse var så tæt på at vise kræft, at sygdommen ikke kunne udelukkes. Hun anbefalede fjernelse af livmoder, æggeledere og æggestokke. Annette svarede straks, at det var hun også indstillet på.
Operationen blev aftalt, men da dagen oprandt, havde hun fået en tandbyld i højre siden af underkæben. Tandlægen havde påbegyndt behandling med penicillin; men det var nødvendigt at udsætte indgrebet i underlivet. Få dage efter viste kindtanden sig så dårlig, at den måtte trækkes ud, og så var man klar til at modtage patienten på gynækologisk afdeling.
Annette mødte klokken syv den 3. januar, og halvanden time efter lå hun på operationsbordet. Ingrid Thranov åbnede bughulen og fandt ingen som helst tegn på, at kræften havde bredt sig fra livmoderen til andre organer eller væv. Tarme, lever, urinblære og bughinde var normale. Hun gennemførte operationen som aftalt, og organerne blev sendt til undersøgelse på sygehusets patologisk-anatomiske afdeling.
Få dage efter kunne lægerne glæde patienten med, at der ganske vist var fundet kræftceller flere steder i livmoderslimhinden; men de var højst gået 1 mm ind i livmodermuskulaturen. I hverken æggeledere eller æggestokke kunne mikroskopet afsløre tegn på kræft. Hertil kom, at livmoderkræften ikke var en aggressiv type.
Enhver gynækolog vil sige, at Annette Klingenberg er fuldstændig helbredt for underlivskræften, og den har ikke haft nogen sammenhæng med hendes tidligere brystkræft.
"Jeg ser meget optimistisk på min situation og er indstillet på, at livet skal gå videre," siger hun. "Men jeg tænker selvfølgelig ofte på min brystkræft. Det er især om natten, hvor det kan knibe med at sove, og mit hjerte kan finde på at galoppere af sted. Men det er nervøst betinget, sagde hjertelægerne på sygehuset.
"Jeg håber, at andre kvinder vil drage lære at mit tilfælde, så de ikke går med blødninger, knuder eller andre ting, der kan være første tegn på kræft. De skal straks lade sig undersøge og ikke lade sig nøje med noget overfladisk. Føler de, at lægen ikke gør nok ud af det, skal de bede om henvisning til specialist."
Når man taler med Annette, får man indtryk af en pige, der har forstået at klare de mange års svær sygdom på en beundringsværdig positiv måde. Hun beklager sig ikke på noget tidspunkt, men glæder sig over alt det gode, livet har givet hende, og hun mener, at hun stadigt kan forvente mange dejlige ting.
Da livmoderkræften blev opdaget, var hun ved at afslutte manuskriptet til en bog om årene med brystkræft. Men nu skal der skrives et kapitel til om den nye, men nu godt overståede kræftsygdom.
Relaterede indlæg
|
|
Comments on this entry are closed.