Prostatacancer
Hvad sker der i kroppen?
Prostataer en valnøddestor kirtel, som omslutter urinrørets øverste del umiddelbart under urinblæren. Den producerer en væske, som gør sædcellerne egnede til forplantning. Hos de fleste ældre mænd forstørres prostatakirtlen. Denne forstørrelse er oftest godartet, men undertiden udgøres den af en cancertumor. Når prostatakirtlen bliver forstørret, trykker den ind på urinrøret, og man får så problemer med vandladningen. Prostataens tilvækst og funktion er afhængig af det mandlige kønshormon testoteron, som i første række dannes i testiklerne.
Sygdomsforløbet i kroppen
Cellerne i et organ dør efter en vis tid og erstattes af nye. Dersom cellernes nydannelse ikke følger det normale mønster og tilvæksten bliver ukontrolleret, opstår en tumor. Først vokser tumoren kun inde i prostatakirtlen. Tumoren kan dog også sprede sig til nærtliggende organer, ja endog til andre dele af kroppen. De nye tumorer kaldes dattersvulster eller metastaser. Prostatacancer kan sprede sig til lymfekirtler og skelet, og mere sjældent til andre organer. En tumor som vokser aggressivt og spreder sig til andre dele af kroppen kaldes sædvanligvis malign, ondartet eller cancertumor. Når man bedømmer tumoren i mikroskopet, kan man få en vis opfattelse af dens aggressivitet. Dersom tumoren ligner normale celler, plejer tumoren at vokse langsomt og har da en god prognose. Dersom cellerne derimod er meget ulig normale celler, plejer tumoren at vokse hurtigt og at have en dårligere prognose. Oftest er cancercellerne, i det mindste i begyndelsen, afhængige af det mandlige kønshormon testoteron.
Sygdommens årsager
Årsagerne til prostatacancer er ikke klarlagt, men man ved, at det mandlige kønshormon testoteron er en forudsætning for at canceren skal opstå. Der findes store geografiske forskelle. I USA og Skandinavien er prostatacancer almindelig, mens den er meget usædvanlig i Kina og Japan. Dette tyder på at livsstil og miljø har betydning for dens opståen. Årsagerne til prostatacancer er endnu ikke klarlagt på trods af, at forskningen omkring kost, næringsmidler og hormoner er steget hastigt i de senere år. Derfor kan man ikke undgå sygdommen ved at vælge en vis livsstil.
Er sygdommen arvelig eller smitsom?
Prostatacancer er mere almindelig i visse familier end i andre. Cirka hver tiende mand som får prostatacancer har en arvelig form af sygdommen, og den optræder hyppigere hos yngre mænd. Der findes intet som taler for at sygdommen er smitsom.
Hvor almindelig er sygdommen?
Prostatacancer er den almindeligste cancerform i Danmark, tæt fulgt af brystcancer. Årligt opdages over 4000 nye tilfælde i Danmark, hvilket indebærer, at hver tiende mand i Danmark risikerer at få sygdommen i sin levetid. 2/3 af mændene er over 70 år når tumoren opdages, men sygdommen er meget ualmindelig hos mænd før 50 års alderen.
Mulighederne for selv at forebygge sygdommen
En teoretisk måde for at forhindre sygdommen i at få et alvorligt forløb er ved sundhedsundersøgelser af alle mænd, for at se om de har en meget tidlig form for prostatacancer. Man har dog ikke kunnet påvise, at dette med sikkerhed mindsker risikoen for at sygdommen får et alvorligere forløb, og der er derfor ikke grund til i dag at anbefale generelle sundhedskontroller i form af prostataundersøgelse gennem endetarmen eller ved specielle blodprøver. Mange mænd ønsker, ofte på grund af uro, gennem undersøgelse at få klarhed om de har prostatacancer. Det er da vigtigt at vide, at nytten af sådanne undersøgelser ikke er klarlagt. Mænd med en arvelig belastning for at få sygdommen føler ofte et større behov for at vide, om de har sygdommen, hvilket man tager hensyn til.
Hvordan vil det gå?
I begyndelsen giver prostatacancer overhovedet ingen symptomer. Når den vokser, kan den give anledning til vandladningstrang og svag urinstråle. Dersom tumoren vokser uden for prostatakirtlen, kan der opstå smerter, og dersom den spreder sig til skelettet kan man få smerter, frem for alt fra ryggen og bækkenet. Prostatacancer udvikles ikke lige hurtigt hos alle. Tumoren vokser ofte langsomt, og det kan tage 10-15 år inden den spreder sig eller giver symptomer. Undertiden kan den have et hurtigere forløb. Metoderne til at opdage prostatacancer er forbedret gennem de seneste år, og der er kommet nye behandlingsformer til. I en del tilfælde kan den cancerramte helbredes, og mange andre lever i adskillige år et godt liv med deres sygdom, undertiden selv uden behandling. Har man spørgsmål om sin egen eller en pårørendes/vens sygdom, skal man altid tale med den behandlende læge.
Symptomer og diagnose
Symptomer og besvær
De fleste tilfælde af prostatacancer opdages pga. vandladningsbesvær i form af svag urinstråle, vanskelighed med at komme i gang med vandladningen og vandladningstrang. Man kan også have behov for at lade vandet flere gange i nattens løb. Disse symptomer er de samme som opstår ved en almindeligt forekommende godartet forstørrelse af prostatakirtlen. Cirka hver anden mand over 60 år har en forstørret prostatakirtel. Ved prostatacancer tager det ofte ganske lang tid, før tumoren har vokset sig så stor, at den trykker på urinrøret og giver problemer med vandladningstrang og lignende. Mange gange opdages prostatacanceren ved et tilfælde. Blod i urinen kan være et symptom på prostatacancer eller andre sygdomme. Urinen plejer da at være rødfarvet, enten i begyndelsen eller i slutningen af vandladningen eller omfatte hele urinportionen. Man bør derfor altid kontakte sin læge, når man opdager at urinen er iblandet blod. Undertiden kan man også blive ramt af symptomer, som er forårsaget af at tumoren har spredt sig. Eftersom den i første række spreder sig til skelettet, er det almindeligste symptom smerter fra skelettet. Undertiden kan de eneste symptomer i disse tilfælde være træthed eller vægttab.
Sygdomstegn
Eftersom prostatakirtlen ligger nær ved endetarmen, kan den undersøges ved at en finger føres ind i endetarmen. Man kan da føle prostataens bagside. En normal prostata er jævn og fast og noget elastisk. Ved prostatacancer føles prostataen hårdere og mere knoldet end normalt.
En speciel blodprøve (PSA) genspejler prostataens størrelse og prostatacancerens aktivitet. Ved prostatacancer ses i regelen en øget lækage af prostataspecifikt antigen (PSA) – et æggehvidestof – til blodbanen og PSA-indholdet bestemmes ved en enkelt blodprøve. Ved forhøjede værdier stiger mistanken om en tumor, og kraftigt forhøjede værdier er tegn på, at tumoren er stor eller at den har spredt sig. Forhøjede værdier behøver dog ikke at være et sikkert tegn på sygdommen.
Forskellige undersøgelser
Blodprøve – prostataspecifikt antigen (PSA)
PSA er forhøjet ved prostatacancer, men kan også være let forhøjet ved godartet prostatasygdom.
Klinisk undersøgelse – prostatapalpation
Lægen føler med en finger via endetarmen på prostatakirtlens bagside og kan vurdere dens størrelse og form. En normal prostata er jævn og fast og noget elastisk. Er prostataen hårdere og mere knoldet end normalt, kan det være tegn på cancer.
Ultralydsundersøgelse
Ved mistanke om prostatacancer undersøges undertiden prostataen med ultralyd. En sonde som indeholder en ultralydssender føres nogle centimeter ind i endetarmen. Den giver et billede af prostata som kan studeres på en billedskærm. Man kan da få en opfattelse af eventuelle tumorers størrelse og udbredelse.
Vævsprøve – prostatabiopsi
Diagnosen prostatacancer fastslås altid ved mikroskopisk undersøgelse af en vævsprøve fra prostata. Prøven udtages med en tynd nål. Indgrebet er enkelt og ikke specielt smertefuldt. Prøven analyseres i mikroskop for at fastslå, om den indeholder cancerceller og hvor ondartede de er.
Skeletscintigrafi
Skeletscintigrafi er en undersøgelse, hvorved man kan se om prostatacanceren har spredt sig til skelettet. En lille mængde radioaktivt stof sprøjtes ind i en blodåre, og eventuelle spredningssteder i skelettet optager da mere af dette stof end det øvrige skelet, hvilket let kan studeres på et billede.
Yderligere undersøgelser
Røntgenundersøgelse af nyrer og urinveje er undertiden nødvendige for at kunne bedømme, om tumoren påvirker urinens afløb fra nyrerne og urinblæren. Undertiden foretages endog røntgenundersøgelser af forskellige skeletdele.
Når man får en cancerbesked
De første minutter efter at man har fået en cancerbesked, havner man ofte i en choktilstand. Det kan være svært at forstå den besked som lægen giver. Er det nødvendigt at træffe lægen for at høre diagnosen igen, kan det være godt at have en pårørende eller ven med som støtte.
Efter det første chok føler man ofte angst eller frustration. For at komme igennem krisen kan det være godt at bearbejde situationen, at læse om cancer og at tale med venner og pårørende. Man kan beskrive reaktionen som sorgbearbejdning. Det er tungt og plagsom, men man kan komme igennem det.
Mange af de mænd som behandles for prostatacancer kan miste deres potens eller få nedsat den seksuelle evne. Det kan forstærke følelsen af håbløshed og uro. Det er vigtigt at kunne tale med sin partner og med plejepersonalet om dette. Der findes hjælp – impotens er ikke længere nogen hindring for at have et fungerende sexliv.
Det kan være godt at tale med nogen udenforstående, måske nogen som selv har erfaring med cancer.
Pleje og behandling
Hvornår skal man behandles – hvad sker der ellers?
Man plejer at tale om forskellige stadier af prostatacancer. I tidlige stadier vokser tumoren ikke uden for prostataens grænser. I sådanne tilfælde er det muligt at fjerne hele tumoren f.eks. gennem operation eller ved strålebehandling. I en del af disse tilfælde er prostatacanceren lille og beskeden, hvorfor risikoen for spredning er lille. Man kan da vente med behandling og det er tilstrækkeligt med kontrol. Dersom tumoren vokser, er det nødvendigt at sætte ind med behandling, og det har oftest god virkning. Ved sene former vokser tumoren uden for prostataens grænser eller har måske spredt sig. Så kan en eller anden form for hormonbehandling være det bedste valg. Selv i disse stadier kan man undertiden, dersom man ikke er meget plaget, vente med behandling til man får tiltagende besvær af sygdommen. Dette kaldes sygdomsstyret behandling.
Lægens (sygeplejens) behandling af sygdommen
Afhængig af hvilket stadium sygdommen befinder sig på, hvor rask man er i øvrigt og hvor gammel man er, forsøger man at finde et godt behandlingsalternativ i hvert enkelt tilfælde. Det er vigtigt at man selv er med og diskuterer, hvilken behandling man vil gennemgå, eftersom forskellige behandlinger også kan medføre forskellige bivirkninger og påvirke livskvaliteten. Lægen vil oplyse om de forskellige behandlingsalternativer som findes i hvert enkelt tilfælde. Man har ret til selv at vælge behandling, selv om den ikke tilbydes på det sygehus som ligger nærmest.
Radikal operation
Ved denne operation tages hele prostataen og sædblærerne og dermed al tumorvæv. Forudsætningen er at canceren er begrænset til selve prostatakirtlen. Det er en relativt stor operation, som ofte indledes med at lymfekirtlerne omkring prostata fjernes og undersøges i mikroskop. Dersom canceren ikke har spredt sig til lymfekirtlerne, fjernes derefter hele prostatakirtlen. Dersom det lykkes at fjerne hele tumoren ved operationen, er chancen for helbredelse stor. Der er relativ stor risiko for at erektionen forsvinder efter indgrebet, og endog en vis risiko for at man får en urinlækage som kan blive varig.
Ydre bestråling
Strålebehandling kan dræbe tumorceller og kan anvendes som et alternativ til operation, dersom canceren ikke har spredt sig til andre dele af kroppen. I mange tilfælde er det nødvendigt via en operation før strålebehandlingen at kortlægge de nærtliggende lymfekirtler for at se, at canceren ikke har spredt sig hertil. Hver behandling tager nogle minutter, og den kan overhovedet ikke mærkes. Hele behandlingen står på i 6 – 8 uger. Strålebehandlingen kan påvirke endetarmen og urinblæren, hvilket kan medføre bivirkninger i form af urinudsivning og diarré. Selv erektionsevnen kan blive påvirket. Ofte giver man før strålebehandlingen en hormonbehandling en tid for at mindske cancertumorens størrelse.
Indre bestråling
Dette indebærer at små kapsler med radioaktivt stof sættes ind i prostatakirtlen, og man kan give en højere dosis end blot ved ydre bestråling. Den kombineres ofte med ydre bestråling. Selv i disse tilfælde plejer man ofte før strålebehandlingen at kortlægge de nærtliggende lymfekirtler samt før strålebehandlingen at give hormonbehandling i kort tid.
Hormonbehandling
Prostatacanceren er afhængig af det mandlige kønshormon testoteron for at kunne vokse. Derfor kan prostatacancer behandles ved at hindre produktionen eller virkningen af testoteron. Det kan ske ved på forskellig vis med stort set samme resultat. Tumoren bliver oftest inaktiv og krymper. Selv såkaldte dattersvulster (metastaser) kan påvirkes. Hormonbehandling skal anvendes igennem lang tid. Tumoren kan med tiden blive ufølsom overfor hormonbehandlingen.
a. Testikeloperation
Dersom testikelvævet fjernes, forsvinder det mandlige hormon og prostatacanceren modvirkes. Operationen er et lille indgreb, som kan gennemføres i lokalbedøvelse, og ofte uden at man behøver pleje på et sygehus. Den påvirker dog kønsdriften, som i de fleste tilfælde ophører og kan medføre svedeture.
b. Hypofysemedicin
Ved hjælp af sprøjter, som gives med regelmæssige intervaller, påvirkes hypofysen. Herigennem mindskes det mandlige hormon testoteron og tumoren mindskes. Denne metode som kræver regelmæssige injektioner har i øvrigt samme bivirkninger som testikeloperation. Dersom man afbryder eller tager længere pauser i behandlingen, kan bivirkningerne mindske eller forsvinde. Dette bør dog kun ske efter anbefaling af den behandlende læge.
c. Østrogen
d. Østrogen er et kvindeligt kønshormon, som kan gives som injektioner med regelmæssige intervaller. Tumoren modvirkes på samme måde som efter en testikeloperation, men det er usædvanligt med svedeture. Derimod påvirkes kønsdriften negativt.
I nogle år har der eksisteret mulighed for at behandle med såkaldte antiandrogener. Selv disse modvirker det mandlige hormon testoteron, men oftest kan kønsdriften bevares. Dersom sygdommen har spredt sig, er det tvivlsomt blot at anvende antiandrogener, eftersom de kan have en noget ringere virkning end de ovenstående behandlingsalternativer. Antiandrogenerne kan anvendes sammen med testikeloperation eller hypofysemedicin.
Andre behandlinger
Dersom prostatakirtlen er stor og trykker på urinrøret, er det ikke altid nok med hormonbehandling. Man kan da med en operation gennem urinrøret forbedre vandladningen. Det er samme type operation som man anvender ved godartet prostataforstørrelse, en såkaldt høvling af prostata (TURP).
Cellegift
Cellegift findes i mange former. En del kan anvendes for at formindske smerter ved en prostatacancer i sent stadium. Cellegiftene har ingen dramatisk effekt på prostatacancerens forløb.
Lindrende strålebehandling
Man kan anvende strålebehandling mod dattersvulster (metastaser) i f.eks. skelettet,dersom de giver anledning til besvær med smerter.
Smertebehandling
Der er gode muligheder for at smertebehandle patienter ved brug af forskellige lægemidler. God virkning kan opnås med f.eks. morfinpræparater. Spredt cancer forbindes ofte med smerte og lidelser. Sygeplejen er dog i de senere år blevet bedre til smertebehandling. Der findes ingen garantier for total smertefrihed for alle, men oftest kan man lindre smerten. Målet er at man skal være smertefri så længe det er muligt. Smerten kan fortløbende vurderes ligesom den smertelindring man modtager. Selv de som plejes i eget hjem kan få hjælp med god smertelindring.
Hjælpemidler mod impotens
Der findes nu effektive hjælpemidler mod impotens, f.eks. lægemidler, vakuumpumper og implantat. Den læge som behandler canceren kan give mere information om hjælp ved erektionsforstyrrelser.
Risikoen for tilbagefald
Der er risiko for at sygdommen kan komme tilbage, selv om man har fået behandling som sigtede mod at kurere sygdommen. I sådanne tilfælde har man mulighed for at give hormonbehandling, som kan give god virkning i mange år. Tumorerne er i almindelighed hormonafhængige, men denne hormonafhængighed kan efter længere tid forsvinde, og man kan da blive tvunget til andre behandlingsalternativer. Undertiden kan sygdommen få et så alvorligt forløb, at man ikke længere kan bremse sygdomsudviklingen. Man kan dog i alle situationer give forskellige behandlinger for at lindre symptomerne og de besværligheder man kan have med sygdommen. Har man store vanskeligheder af sin sygdom, har man altid krav på at få pleje, enten på sygehus, plejehjem eller i sit eget hjem.
KILDE: MARS
Comments on this entry are closed.