Plejevederlag m.v. ved pasning af døende


Plejevederlag m.v. ved pasning af døende

Af Erik Jappe
Socialrådgiver

Formål med hjælpen
Formålet med servicelovens bestemmelser om plejevederlag m.v. er at sikre, at personer, som passer en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, kan få godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste (plejevederlag).

Hvem kan få hjælp?
Der kan ydes plejevederlag efter serviceloven til nærtstående, som f.eks. ægtefælle, samlever, børn, forældre og i øvrigt andre med så nær en tilknytning til den syge, at det vil være nærliggende, at pågældende yder plejen. Der kan således ikke stilles krav om et egentligt slægtskabsforhold, ligesom det heller ikke er en betingelse, at der har været fælles bopæl forud for etableringen af plejeforholdet.

Særlige betingelser
Der er en række netingelser, der skal være opfyldt, før der kan ydes plejevederlag m.v.:

Hospitalsbehandling må efter en lægelig vurdering anses for udsigtsløs.
Den syges tilstand må ikke nødvendiggøre indlæggelse eller forbliven på sygehus, ophold i plejehjem, plejebolig eller anden institution. Der skal foreligge en lægelig vurdering af, hvorvidt ovennævnte betingelse er opfyldt.
Den syge og dennes nærtstående må være indforstået med etableringen af plejeforholdet.
Den pårørende skal være tilknyttet arbejdsmarkedet. Du skal have en sådan grad af tilknytning til arbejdsmarkedet, at du er berettiget til sygedagpenge i tilfælde af egen sygdom.

Hvad kan der ydes hjælp til?
Der kan ydes godtgørelse for tabt arbejdsfortjeneste og også hjælp til sygeplejeartikler og lignende, hvis disse udgifter ikke dækkes efter anden lovgivning. Denne hjælp kan også ydes, hvor betingelserne for pleje i hjemmet er opfyldt, men hvor der ikke kan udbetales et plejevederlag, fordi der ikke foreligger et dokumenteret indtægtstab. Der kan også ydes hjælp til sygeplejeartikler og lignende i tilfælde, hvor

nærstående i forbindelse med et etableret plejeforhold passer en døende,
kommunen varetager plejen helt eller delvis eller yder tilskud efter serviceloven til hjælp, som familien selv antager, eller
et hospice varetager plejen.

Hjælpen til sygeplejeartikler og lignende ydes uden hensyn til den syges eller familiens økonomiske forhold.

Hvordan udmåles hjælpen?
Plejevederlag skal som hovedregel svare til 1,5 gange det dagpengebeløb, som du i tilfælde af egen sygdom ville have ret til efter sygedagpengeloven. Til selvstændige, som ikke er tilmeldt den frivillige forsikring, kan der udbetales plejevederlag fra 1. fraværsdag. Bemærk, at kommunen i ganske særlige tilfælde kan beslutte at yde plejevederlag med et højere beløb end 1,5 gange dit dagpengebeløb. Det kan f.eks. være i tilfælde, hvor der er tale om store forsørgerbyrder. Plejevederlaget, der er almindelig skattepligtig indkomst, kan selvfølgelig ikke overstige din hidtidige indtægt.

Hvor længe kan plejevederlaget udbetales?
Plejevederlaget kan udbetales, indtil plejeforholdet ophører. Ved den plejekrævendes død bevares retten til plejevederlag i indtil 14 dage efter dødsfaldet. Der er ingen tidsmæssige rammer for, hvor lang en periode der kan ydes hjælp. I en sygeperiode kan der blive behov for midlertidig indlæggelse på sygehus eller anden institution, f.eks. som led i aflastning. Det medfører ikke, at plejevederlaget i en sådan kortere periode bortfalder. Kommunen kan undtagelsesvis træffe beslutning om ophør af retten til plejevederlag, hvis pleje i hjemmet ikke fortsat kan anses for hensigtsmæssig eller tilstrækkelig.

Ret til orlov?
Skal du have orlov fra dit arbejde for at passe en nærtstående, der ønsker at dø i eget hjem, skal du aftale det med din arbejdsgiver. Du har ingen absolut ret til orlov.

Klageadgang
Du kan klage over kommunens afgørelser inden for dette område efter de almindelige klageregler, dvs. til det sociale nævn og i særlige tilfælde til Den Sociale Ankestyrelse.

Andre hjælpemuligheder
Det er muligt at ansætte f.eks. en ægtefælle som hjemmehjælper for den døende eller yde tilskud ? serviceloven til privat hjælp, som den syge selv antager. Har du f.eks. ikke tidligere haft erhvervsmæssig indtægt – og derfor ikke berettiget til plejevederlag – vil du som plejer eventuelt kunne benytte disse muligheder. I andre tilfælde kan aktivlovens almindelige bestemmelser om kontanthjælp eventuelt anvendes. Endvidere kan reglerne i servicelovens § 28 om hjælp til merudgifter ved forsørgelsen af handicappede børn og unge under 18 år fortsat benyttes – uanset indførelsen af plejevederlag. Erstatning for tabt arbejdsfortjeneste efter § 29 ydes uden maksimum for erstatningens størrelse.

Hjælp til medicin
Det fremgår af sygesikringsloven, at personer, der vælger at dø i eget hjem eller på hospice, kan få gratis medicin – når en læge har fastslået, at prognosen er kort levetid, og at hospitalsbehandling må anses for udsigtsløs.

Relaterede indlæg

Comments on this entry are closed.

Previous post:

Next post: