Oplysningspjece til borgerne on den udvidede fritvalgsordning

Oplysningspjece til borgerne om den udvidede fritvalgsordning

Hvis De skal til behandling på sygehus, kan De overveje, om De vil benytte det frie sygehusvalg.

Det er Dem, der bestemmer.

Denne artikel oplyser om Deres muligheder for at benytte det frie sygehusvalg.
Oplysningerne om amterne gælder også for Hovedstadens Sygehusfællesskab.

Frit sygehusvalg for alle
Behandling på sygehus kræver normalt en henvisning fra en læge. Med en lægehenvisning til sygehusbehandling kan De frit vælge mellem alle de offentlige sygehuse og afdelinger i hele landet, som varetager behandlingen.

Lægen sender henvisningen til det sygehus, som De vælger. De vil herefter høre nærmere fra sygehuset.

Ved særligt behov for behandling på en højt specialiseret sygehusafdeling, f.eks. på grund af en sjælden eller kompliceret sygdom, skal De normalt først have en lægehenvisning til undersøgelse på et sygehus i Deres eget amt. Vurderer dette sygehus, at De har behov for højt specialiseret behandling, henviser sygehuset Dem til en højt specialiseret afdeling på det sygehus, De vælger .

Hvis en højt specialiseret afdeling har ledig kapacitet, kan De godt blive behandlet der, selvom De ikke har særligt behov for højt specialiseret behandling. De skal i givet fald blot have en henvisning fra en læge.

I øvrigt kan alle sygehusafdelinger lukke for modtagelsen af patienter fra andre amter, hvis de væsentlig længere ventetid end andre tilvarende afdelinger. Lukningen kan dog kun vare, indtil ventetiden er bragt ned på et rimeligt niveau.

Bliver De i øvrigt henvist til behandling på sygehus med væsentlig længere ventetid end på offentlige sygehuse, vil sygehuset tilbyde Dem viderehenvisning til et sygehus med kortere ventetid.

Det frie sygehusvalg omfatter alle offentlige sygehuse og nærmere bestemte private specialsygehuse.

Det drejer sig om hospicer og behandlingssteder for gigtsygdomme, sklerose, epilepsi, hjerneskade, muskelsvind og polio-, trafik- og ulykkesskade.

Udvidet frit sygehusvalg for dem som venter mere end 2 måneder på behandling

Er der mere end 2 måneders ventetid på behandling på et sygehus i Deres eget amt og de sygehuse, amtet plejer at samarbejde med, og er De henvist til behandling på et sygehus i Deres eget amt, bliver Deres valgmuligheder udvidet. De kan da vælge behandling på private sygehuse og klinikker her i landet og sygehuse i udlandet, som har en særlig aftale med amterne.

De kan få oplysning om, hvilke private sygehuse, klinikker m.fl. der har en sådan aftale, og hvilke sygehuse amterne i øvrigt samarbejder med, hos Deres læge, af en patientvejleder og på sygehuset.

De kan også få disse oplysninger på Internettet www.im.dk og www.arf.dk.

De skal være opmærksom på, at der ved opgørelsen af 2 måneders venteperioden skal tages højde for flere ting.

De fleste skal gennemgå en eller flere undersøgelser, før de kan blive behandlet.

I opgørelsen af den samlede tidsfrist på 2 måneder medregnes ikke perioder, hvor De gennemgår et forundersøgelsesforløb. Dog medregnes ventetid ud over 2 uger til hver enkelt undersøgelse i tidsfristen.

Ventetiden kan også blive længere på grund af særlige forhold i forbindelse med Deres helbred, eller hvis De selv ønsker at udsætte undersøgelsen eller behandlingen. En sådan forlængelse af ventetiden tæller heller ikke med i den samlede 2 måneders tidsfrist.

2-måneders fritvalgsreglen gælder al behandling, bortset fra organtransplantation, sterilisation, fertilitetsbehandling, refertilisationsbehandling, høreapparatbehandling, kosmetisk operation, kønsskifteoperation, psykiatrisk behandling, ophold på rekonvalescenthjem, forskningsmæssig, eksperimentel og alternativ behandling.

De kan ikke vælge behandling på et privat sygehus m.v., hvis ventetiden til behandling på dette sygehus overstiger ventetiden til behandling på Deres eget amts sygehuse eller de sygehuse, som amtet plejer at samarbejde med. Sygehuset vil oplyse Dem om ventetider til behandling på private sygehuse m.v., hvis ventetiden på behandling overstiger 2 måneder.

Ønsker De behandling på et privat sygehus, klinik m.v., vil sygehuset henvise Dem dertil.

Frit valg – for patienter med livstruende sygdomme
For behandling af patienter med livstruende kræftsygdomme og visse hjertesygdomme gælder særlige regler om maksimale ventetider.

Der er udgivet en særlig pjece,
Maksimale ventetider for kræftsygdomme og visse hjertesygdomme,
hvor De kan finde nærmere oplysninger herom.

I nogle tilfælde kan der ikke vælges Hvis De kommer ud for en ulykke eller bliver akut indlagt med ambulance uden forudgående lægehenvisning, vil ambulancen automatisk køre Dem til nærmeste sygehus. De vil først efter undersøgelse på sygehuset kunne benytte Deres mulighed for at vælge et andet sygehus. De skal i givet fald selv betale for transporten dertil.

Er De henvist til psykiatrisk behandling, vil Deres ret til frit at vælge sygehus helt undtagelsesvist kunne begrænses, af hensyn til Dem selv.

Transport
Benytter De fritvalgsreglerne til at vælge et sygehus, der ligger uden for Deres eget amt eller i udlandet, skal De selv sørge for transport og eventuel ledsager m.v. De kan kun få betalt den del af transportudgifterne, som Deres amt skulle betale, hvis De blev behandlet på et sygehus, som amtet ville have henvist Dem til.

Beløbet kan ikke overstige Deres faktiske udgifter.

Råd og vejledning m.m.
De kan få råd og vejledning om valg af sygehus hos Deres egen læge. De kan få vejledning om reglerne om ventetider m.v. hos en patientvejleder.
Her kan De også få oplysning om ventetiderne på behandling ved offentlige sygehuse og ved de private sygehuse, som er omfattet af det frie valg.

Nærmere oplysninger om de private sygehuse, som amterne har indgået aftale med kan også ses på www.arf.dk og www.venteinfo.dk.

På Indenrigs- og Sundhedsministeriets internetside Venteinfo www.venteinfo.dk kan De få oplysninger om ventetider i uger til forundersøgelse, behandling og efterbehandling på forskellige behandlinger på de enkelte sygehuse, som er omfattet af det frie valg.
Desuden oplyser Venteinfo, om hvor mange nærmere bestemte operationer, der foretages på de offentlige sygehuse.
Venteinfo bliver løbende opdateret.

På Indenrigs- og Sundhedsministeriets internetside kan De få uddybende oplysninger om det frie sygehusvalg, behandlingskvalitet og forsikring m.v.

Kontakt til patientvejledere:

Københavns Amt Sundhedsforvaltningen
4322 2222

Frederiksborg Amt Sundhedsforvaltningen
4824 4035

Roskilde Amt Patientvejledningen
4630 3854

Vestsjællands Amt Patientvejledningen
5787 2427

Storstrøms Amt Patientvejledningen
5484 4650

Bornholms Amt Sundhedsforvaltningen
5690 9419

Fyns Amt Patientvejledningen
6556 1233

Sønderjyllands Amt Patientvejledningen
7433 5246

Ribe Amt Patientvejledningen
7988 6606

Vejle Amt Patientvejledningen
7943 4376

Ringkøbing Amt Patientvejledningen
9732 4680

Århus Amt Patientvejledningen
8944 6055

Viborg Amt Patientvejledningen
8727 1515

Nordjyllands Amt Patientvejledningen
9815 3688

Hovedstadens Sygehusfællesskab Rigshospitalet
3545 4119

Kilde: www.im.dk

03.07.2002

Comments on this entry are closed.

Previous post:

Next post: