Nye piller tager smerterne uden mavevrøvl

Af Erik Münster.
Den første smertestillende tablet blev opfundet for 100 år siden. Det virksomme stof hed acetylsalicylsyre, og det har siden under mange forskellige handelsnavne taget smerterne hos milliarder af mennesker. I Danmark købes det bl.a. som Albyl, Aspirin, Idotyl og Magnyl.
Langt senere blev der fremstillet beslægtede stoffer, der især bruges mod gigtsygdomme; men de kan også anvendes som almindelige smertestillende midler. Bedst kendt herhjemme er nok Ibuprofen.
Men alle midlerne har den ulempe, at de kan give mavesmerter, blødning fra fordøjelseskanalen, mavesår og i værste fald perforationer i mave-tarmkanalen. Om dette siger overlæge, dr.med. Pekka Helin fra Københavns Amts Sygehus i Glostrup:
"Hver uge året rundt dør der i gennemsnit to danskere som følge af bivirkninger fra deres gigtmedicin. Derfor er der et enormt behov for mindre giftige lægemidler til disse patienter."
I USA medfører de samme bivirkninger, at der årligt må indlægges over 107.000 mennesker, og 16.500 af dem dør. Så alvorlige tal har selvfølgelig forårsaget megen forskning for at finde frem til mindre skadelige smertestillende midler.
Det er nu lykkedes, og man forventer, at det første af den nye type medicin kommer på markedet i Danmark sidst på året under navnet Vioxx.

Gennembruddet i forskningen kom i 1991, da man opdagede, at de her nævnte smertestillende medikamenter virker ved at blokere enzymer, der kaldes cyclooxygenase, forkortet cox.
De findes i to typer, cox-1 og cox-2. Blokeringen af cox-2 medfører en dæmpning af smerter, hævelse og feber, og det er den virkning, patienterne drager nytte af. Men blokeringen af cox-1 kan føre til nedbrydning af det beskyttende slimlag på fordøjelseskanalens vægge, og det giver de alvorlige bivirkninger.
De nye midlers succes skyldes, at de næsten udelukkende virker på cox-2. Her er de lige så effektive som de hidtidige tabletter; men patienterne undgår disses farlige bivirkninger. Foruden dem i mave-tarmkanalen kan der også i sjældne tilfælde være uheldige påvirkninger af lever og nyrer.

Forbruget af smertestillende midler er meget stort, så det er et attraktivt marked for medicinalfabrikkerne. Alene af acetylsalicylsyre bruges der cirka 300.000 doser om dagen i Danmark. Det er derfor ikke overraskende, at flere firmaer er på vej med den nye type medicin.
Tabletterne er specielt interessante for gigtpatienter, fordi de fleste af dem må tage smertestillende tabletter hver dag år efter år. Det øger risikoen for bivirkninger, og det spiller også en rolle, at mange med gigt er ældre mennesker, og de skades lettere af medicinen end yngre.
Perspektivet i de nye tabletter er for gigtpatienterne en forbedret livskvalitet og et længere liv. Gigtforeningens direktør, Ingrid Due Pedersen siger:
"Levetiden for gigtpatienter forkortes generelt med mellem 3 og 18 år, og en af de væsentlige årsager til det er den traditionelle gigtmedicins bivirkninger. Men nu virker det, som om den hjælp, vi længe har ventet på, er på vej."

Foreningens ansvarshavende speciallæge Kirsten Andersen tilføjer:
"Gigtpatienter overalt i verden er nødt til at acceptere de risici, der er forbundet med den traditionelle medicin, for de kan ikke klare sig uden. Mange af dem er ikke i stand til at komme ud af sengen om morgenen uden medicin, og den er nødvendig for dem dagen igennem, hvis de skal opretholde en tilværelse, der er blot nogenlunde normal. De er helt bevidste om risikoen ved medicinen; men de har ikke haft noget valg – før nu."
Som alle nye medikamenter bliver også cox-2 hæmmerne ret dyre. Man regner med, at et gennemsnitligt dagligt forbrug af Vioxx vil koste 12-13 kroner i Danmark. Dagsdosis af Ibuprofen koster kun et par kroner.
I USA ser man også økonomisk på det, og dr. Doyt Conn fra den amerikanske gigtforening advarer patienterne mod at tro, at kostbare tabletter kan løse alle deres problemer. Han siger:
"Hvis for eksempel overvægtige har slidgigt i knæene, så kan de opnå mere ved at tabe sig end ved at sluge tabletter."

Eksperterne i USA mener heller ikke, at der er grund til at skifte fra den nuværende smertestillende medicin, hvis man har kunnet bruge den hidtil uden generende bivirkninger.
"96 procent af brugerne får jo ikke sår i mave eller tarm af disse gigtmidler," siger en læge. "Men hvis man er en ældre person med mave-tarmproblemer, så er cox-2 hæmmerne sagen."
Når Vioxx og lignende midler kommer til Danmark får de forhåbentligt tilskud fra sygesikringen, så de mennesker, der virkeligt har brug for dem, også har råd til det.

Erik Münster.

Comments on this entry are closed.

Previous post:

Next post: