Kræft i blærehalskirtlen
(cancer prostatae)
Af Hans Wolf,
overlæge, professor, dr. med
Kræft i blærehalskirtlen er den næsthyppigste kræftform hos mænd. Der er ca 1400 nye tilfælde om året i Danmark. Hyppigheden er stigende, med ca 3 % per år. Opstår i de fleste tilfælde hos mænd over 70 årsalderen, men kan forekomme fra 40 årsalderen. Der dør ca 900 mænd af prostatakræft om året, således at sygdommen er alvorlig.
Årsagen til opståelse af kræft i blærehalskirtlen er ikke kendt. Det er nødvendigt, at der er mandlige kønshormoner til stede (kastrerede mænd får ikke prostatakræft). Sygdommen hører sammen med vestlig levevis. Hyppigheden hos asiater er ringe. Der er en arvelig form for prostatacancer, hvor risikoen for prostatacancer er 15 %, hvis to mandlige slægtninge har haft prostatacancer, mod 3 % i normalbefolkningen.
Sygdommen viser sig ofte ved vandladningssymptomer af samme type som ved godartet blærehalskirtelforstørrelse. I mange tilfælde viser sygdommen sig først, når den har spredt sig. Symptomerne kan så være smerter i knoglerne, evt knoglebrud, dårlig almenfølelse med nedsat appetit, vægttab og træthed, påvirkning af nyrefunktionen, smerter og hævelse af ben og ydre kønsorganer og endelig blod i urinen.
Når der er mistanke om kræft i blærehalskirtlen undersøger lægen denne ved at føle på den gennem endetarmen. Det er ikke altid, at kræftsvulsten kan føles. Endvidere tager lægen en række blodprøver for at bekræfte diagnosen og for at undersøge, om der er tegn til spredning af sygdommen. Undersøgelse af prostata specifikt antigen (PSA) i blod kan i mange tilfælde afsløre sygdommen, men forhøjelse af denne markør (> 4 mikrg/l) er ikke altid til stede, ligesom forhøjede værdier kan ses ved godartet prostataforstørrelse. og betændelse i blærehalskirtlen. Værdier over 20 mikrg/l er næsten altid ensbetydende med, at sygdommen har bredt sig. En sikker diagnose stilles på en vævsprøve udtaget fra blærehalskirtlen, enten ved at undersøge vævet der fjernes ved operation for vandladningsgenerne eller ved ultralydvejledet at udtage en vævsprøve fra blærehalskirtlen gennem endetarmen.
Når sygdomsdiagnosen er stillet, er det af betydning for behandlingen at afgøre, om sygdommen er lokaliseret til prostatakirtlen alene, eller om den har spredt sig til lymfeknuderne omkring blærehalskirtlen eller til andre organer. Det hyppigste spredningssted er knoglerne, specielt i ryggen. Derfor gennemføres en række scanninger (isotop- og ultralydscanninger) eller røntgenundersøgelser af knogler, lymfeknuder og andre organer, hvortil sygdommen kan sprede sig. Hvis operation kommer på tale, tages supplerende vævsprøver fra prostata gennem endetarmen for at udelukke spredning af sygdommen til vævet omkrig prostata.
Er kræften lokaliseret til blærehalskirtlen kan sygdommen måske helbredes. Har sygdommen spredt sig, kan den ikke helbredes. Lokaliseret prostatakræft har et meget varieret udviklingsforløb. Nogle tilfælde forbliver lokaliseret til prostata i mange år, før de spreder sig, først til lymfeknuder og derefter til andre organer. Det er ikke muligt for lægen at afgøre, hvilke tilfælde der udvikler sig langsomt, og hvilke der udvikler sig hurtigt. Imidlertid regner man med, at patienter over 70 år med lokaliseret kræft i blærehalskirtlen ofte vil dø af andre sygdomme end kræften i blærehalskirtlen.
Patienter med lokaliseret prostatakræft under 65 – 70 år tilbydes i dag operativ fjernelse af prostata. Denne operation foretages gennem bughulen og består i fjernelse af prostata og sædblærerne med efterfølgende sammensyning af blæren til urinrøret. Operationen er i nogle tilfælde kompliceret med besvær med at holde på vandet, og de fleste bliver impotente. Som ved al kirurgi for kræftsygdomme viser det sig af og til, at det ikke er muligt at få hele kræftknuden med ud, og i så fald vil PSA ikke falde til O, og sygdommen er i så fald ikke helbredt. I nogle tilfælde vil lægen tilbyde strålebehandling af prostata frem for operation.
Har sygdommen spredt sig, er helbredelse ikke mulig, men der er gode udsigter til at sygdommen kan bremses en vis tid. Hjørnestenen i den lindrende behandling er elimination af de mandlige kønshormoners stimulerende virkning på kræften. Dette kan i princippet forgå på to måder, enten ved en kastration eller ved behandling med såkaldte antiandrogener.
Kastration kan opnås enten kirurgisk ved at fjerne testiklerne eller ad medicinsk vej ved at hæmme testosteronproduktionen i testiklerne, enten med kvindelige kønshormoner eller med medikamina (LH-RH agonister), der ligesom kvindelige kønshormoner blokerer produktionen af det testikelstimulerende hormon i hypofysen. Fremskreden kræft i blærehalskirtlen kan også behandles med såkaldte antiandrogener (Androcur, Flutamid eller Casodex), der blokerer de mandlige kønshormoners stimulation af kræftcellerne på celleniveau.
Effekten af behandlingen er slående, hvis der er symptomer fra sygdommen, idet symptomerne praktisk taget forsvinder. Behandlingen er desværre ledsaget af bivirkninger bl a impotens og manglende seksuallyst, vægtøgning, hedeture og ømhed og vækst af brystkirtlerne, afhængig af hvilken behandling, der vælges. Behandlingseffekten er desværre af begrænset varighed. Efter et variende interval (1 – 10 år) vender symptomerne tilbage, og sygdommen udvikler sig igen. Også på dette tidspunkt er der lindrende behandling til rådighed bl a ændring af hormonbehandlingen, strålebehandling af smertefulde metastaser, smertestillende behandling.
Ved lokaliseret sygdom, hvor det er muligt at fjerne hele kræftsvulsten, er udsigterne til helbredelse meget gode. Ved spredning af sygdommen er helbredelse ikke mulig. Det er muligt at Selen, E-vitamin og diæt rig på grøntsager kan forhindre eller forhale udviklingen af sygdommen.
© SundhedsMagasinet.dk
Login | Registrering | Information | Kontakt | Sitemap
Comments on this entry are closed.