Af Erik Münster.
Midt i en tid, hvor der er diskussion om betimeligheden i, at kvinder nu får lov til at vælge kejsersnit blot for at undgå fødselssmerter, blev dronning Ingrids barnebarn forløst på Rigshospitalet – med kejsersnit.
Men i prinsesse Alexandras tilfælde var der ingen tvivl om nødvendigheden af det kirurgiske indgreb. Det var et spørgsmål om barnets liv. Navlesnoren var kun 32 cm lang mod de normale cirka 50 cm, og den blev derfor så strakt under fødslen, at dens tre blodkar blev sammenklemt.
Derved kom der ikke blod nok fra moderkagen til barnet, og så får det for lidt ilt. Det blev afsløret ved, at da veerne blev stærke, slog den lilles hjerte for langsomt. Normalt har fosteret mellem 120 og 160 hjerteslag i minuttet; men kommer hjerteaktionen ned på 108 eller derunder, er den for langsom, og det er et faretegn.
Hos Alexandra tog man derfor straks en blodprøve fra barnets skalp. Det skete ved, at man gennem skeden førte et kikkertinstrument ind i livmoderen og sugede lidt blod op i et langt tyndt rør. Blodets surhedsgrad blev bestemt, og den var også unormal som tegn på iltmangel.
Overlæge Jørgen Starup besluttede sig derfor til at udføre kejsersnit. Der blev anlagt en såkaldt epidural-analgesi, så underlivet blev smertefrit. Det skete ved, at anæstesilægen i prinsessens ryg stak en tynd kanyle ind mellem 3. og 4. lændehvirvel.
Den blev ført så langt ind, at spidsen lå i rygsøjlens kanal, men under rygmarven. Her går nerverne fra rygmarven til underlivet, og da der blev indsprøjtet et lokalbedøvende middel omkring dem, blev deres smerteførende evne blokeret.
Kejsersnittet kunne derefter gennemføres smertefrit, selv om Alexandra var ved fuld bevidsthed og kunne tale med personalet og blive trøstet af sin mand, grev Jefferson-Friedrich.
Indgrebet begyndte med, at lægen lagde et snit i midtlinien fra navlen og nedefter. Så arbejdede han sig ind gennem bugvæggens muskellag og kom ind på urinblæren, der ligger lige foran nederste del af den store, gravide livmoder.
Blæren blev løsnet og skubbet nedefter, og så var der fri adgang til at lægge et snit i midtlinien forneden i livmoderen. Lægen førte en finger fra hver hånd ind i snittet og udvidede det ved på tværs at trække fingrene fra hinanden parallelt med organets muskelfibre.
Nu bulede fosterhinderne ud gennem åbningen i livmoderen, og de blev åbnet samtidig med, at en assistent stod parat med et sug til at tage fostervandet, så det ikke drev ud i bughulen.
Nu kunne lægen se barnets hoved, og han stak en hånd ind og løftede det ud gennem livmodersnittet. Dets mund og hals blev suget rene for slim og fostervand, og så trykkede assistenten let på øverste ende af livmoderen.
Derved kom barnet lidt længere nedad, og lægen kunne føre hænderne ind og få fat i dets armhuler og trække det ud. Først da så man, at navlesnoren var meget kort, og at det måtte være årsagen til den langsomme hjerteaktion.
Den blev klippet over og underbundet, og jordemoderen overtog barnet til videre pleje. Prinsessen fik så i en blodåre indsprøjtet et stof, der hæmmer blødning fra livmoderen, og lægen løsnede moderkagen med hånden og tog den ud sammen med fosterhinderne og navlesnoren.
Så indsprøjtede man i livmodervæggen et stof, der får det store organ til at trække sig sammen. Lægen stimulerede sammentrækningen yderligere ved at trykke foroven på livmoderen med hånden, og da den havde fået en passende størrelse, gik man i gang med at sy snittene til.
Den nye lille greve var i mellemtiden blevet gjort i stand, så prinsesse Alexandra kunne se sin førstefødte. Han vejede 3.125 g og målte 51 cm.
Som bekendt fik dronning Margrethe også sit første barn med kejsersnit. Men der er ikke tale om, at Alexandra har arvet denne tilbøjelighed fra hende gennem sin mor prinsesse Benedikte. Da kronprins Frederik skulle fødes, var årsagen til kejsersnittet nemlig noget helt andet.
Det var dr. med. Vagn Sele, der den 26. maj 1968 foretog indgrebet på professor Dyre Trolles afdeling på Rigshospitalet. Han blev senere overlæge på Hillerød Sygehus.
Sele fortæller, at indikationen for indgrebet var en såkaldt "høj ligestand". Det er et fødselslægeudtryk, der betyder, at barnet under fødslen sætter sig fast i indgangen til bækkenet, fordi hovedet ikke drejer sig om på siden.
Hovedet er den fosterdel, der har det største omfang, og det vil under passagen gennem fødselsvejen indstille sig, så det optager mindst mulig plads. Det er nærmest ægformet og har den længste diameter forfra-bagtil.
I bækkenindgangen er der bedst plads fra side til side, og derfor vil fosterhovedet indstille sig, så det ligger på tværs, altså med ansigtet vendt mod den ene side. Gør det ikke det, men har nakke-pande diameteren stående forfra-bagtil, er hovedet for stort til at kunne passere gennem bækkenindgangen.
Hvis der ved en fødsel opstår en sådan "høj ligestand", prøver man at få hovedet til at indstille dig rigtigt ved at lejre den fødende i forskellige stillinger. Men lykkes det ikke, må man som i kronprins Frederiks tilfælde foretage kejsersnit.
Men for både dronning Margrethe og prinsesse Alexandra gælder, at den fejl, der krævede kejsersnit, ikke behøver at gentage sig ved næste graviditet. Det viste sig da også, at Margrethe året efter, den 7. juni 1969, kunne føde prins Joachim på helt naturlig måde.
Comments on this entry are closed.