FIK NY BARM EFTER BRYSTKRÆFT
Plastikkirurgen Bonnie Erichsen fik fjernet sit ene bryst på grund af kræft og har nu også valgt at få fjernet det raske. Erik Münster var med, da hun fik sit nye bryst.
Af Erik Münster.
Da Bonnie Erichsen ammede sin datter, lagde hun en dag mærke til, at der var kommet en lille indtrækning i huden på det venstre bryst. Som læge og specialist i plastikkirurgi var hun vant til at se på bryster, så hun vidste, at det kunne være første tegn på en kræftknude.
Hun fik derfor straks lavet en mammografi, men der var intet sygeligt at se på billederne. Røntgenlægen sagde dog, at undersøgelsen ikke var helt sikker, fordi brysterne var forandret på grund af amningen, så det var klogt at få foretaget en ny mammografi senere.
Men indtrækningen blev større, og en dag syntes Bonnie, at hun kunne føle en knude i brystet. Hun fik foretaget en ny mammografi, og den viste med sikkerhed, at der var to knuder, en på to og en på tre cm.
Bonnie Erichsen fortæller, at hun på vej hjem i bilen fra røntgenklinikken tænkte:
– Sørens osse! For jeg syntes, at jeg havde et dejligt liv, og jeg havde ikke specielt lyst til at sige farvel til det inden for de næste par år. Jeg tænkte også på, at jeg havde en moster og en faster, der var døde af brystkræft i løbet af to år, og min svigermor var også død af den sygdom. Selvfølgelig blev jeg forskrækket og ked af det; men jeg blev også ærgerlig.
– Søreme nej, sagde jeg til mig selv. Jeg besluttede at kæmpe og at give kræften kamp til stregen. Da jeg kom hjem, ringede jeg straks til brystkirurgen, overlæge Knud Lockwood, som jeg kendte fra de tre år, jeg arbejdede på Rigshospitalet. Det var onsdag, og han sagde, at jeg kunne komme fredag og få taget en vævsprøve.
– Jeg hørte ikke til Rigshospitalet, så jeg gik ned i banken og hævede 30.000 kr, så jeg kunne betale mig til behandling på hospitalet. Jeg kørte derind fastende fredag morgen og bad dem om straks at fjerne hele brystet i stedet for først at tage vævsprøver til mikroskopisk undersøgelse. Jeg var overbevist om, at det var kræft, jeg havde. Jeg kunne føle det og se det på røntgenbillederne.
– Det kan ikke lade sig gøre, svarede de. Der er ventetid på sådan en operation, og det er ikke muligt at få aftalt narkose så hurtigt. Men jeg sagde, at jeg så tit havde hjulpet dem, når de havde problemer, og så gik jeg op og talte med lægerne på narkoseafdelingen.
– Det viste sig, at de havde en plads på programmet kl. 10, og den fik jeg. Inden jeg blev bedøvet, sagde jeg til kirurgen, at han ikke behøvede som ellers at få foretaget mikroskopiske undersøgelser af vævsprøver under operationen. Det var fint for mig, at brystet straks blev fjernet, for jeg var ikke i tvivl om diagnosen. Jeg blev udskrevet næste fredag og gik i arbejde igen om tirsdagen.
– Da der var massiv disposition til brystkræft i min familie, blev jeg tilrådet kemoterapi, og det var også mit eget ønske. Jeg bad om at få en ny, men hidsig form, som man vidste førte til tab af alt hovedhåret og gjorde én ret dårlig. Jeg ville ikke risikere senere at opdage, at jeg alligevel ikke var helbredt for kræften, fordi jeg havde valgt en mildere kemoterapi.
– Jeg var optimist og indstillet på at kæmpe. Men jeg må indrømme, at kemoterapien var hård. Mit hovedhår begyndte at løsne sig efter et par uger; men så klippede jeg det hele af og brugte en paryk, som jeg havde fået lavet i forvejen. Den var så god, at ingen vist lagde mærke til, at jeg havde mistet håret.
– Det var næsten værre, at man ikke havde fortalt mig, at jeg også ville miste øjenbryn og øjenvipper, og så kommer man altså til at se lidt pudsig ud. I det hele taget må jeg sige, at kemoterapien "tog luven af gulvtæppet derhjemme". Man burde have været indlagt et døgn eller to efter hver behandling; men jeg tog altså hjem hver gang og gik i arbejde et par dage efter.
– Jeg fik i alt otte behandlinger. Men bivirkningerne blev værre for hver gang, efterhånden som mit immunsystem blev tiltagende svækket. Men det holdt mig oppe, at vi havde bestilt en rejse til Paris, og så havde jeg den at glæde mig til, når jeg var igennem det.
Nu manglede Bonnie Erichsen altså sit venstre bryst. Men hun anskaffede en udvendig protese til at have i bh’en. Når hun havde tøj på, kunne ingen se, at hun var blevet opereret, og det levede hun godt med i fem år.
På hendes klinik i Charlottenlund, som hun driver sammen med sin mand, ortopædkirurgen Henrik Erichsen, arbejder der også en anden plastikkirurg. Det er Benedikte Thuesen, som er meget dygtig til at skabe nye bryster på kræftopererede kvinder. Foruden på privatpatienter udfører klinikken disse operationer for Københavns Amt.
Bonnie så mange af de fine resultater, og til sidst sagde hun: – Sådan et vil jeg også have.
Det fik hun så lavet, og resultatet var så godt, at hun syntes, at det var pænere end det normale højre bryst. Det højre var mindre og hang fem cm længere ned end det venstre.
– Det var ikke særlig tydeligt med tøj på, men det så ikke pænt ud med den forskel på brysterne, når jeg for eksempel var til gymnastik. Men det var nu ikke kun forfængelighed, der fik mig til at beslutte mig til endnu en operation.
– Når jeg tænkte på dispositionen til brystkræft i min familie, vidste jeg, at der var omkring 10 procents risiko for, at jeg på et tidspunkt også ville få kræft i det højre bryst. Derfor lod jeg mælkekirtlen og det øvrige væv i dette bryst fjerne, og det blev erstattet med et silikone-implantat af samme størrelse som det, der var lagt ind i det rekonstruerede venstre bryst.
Operationen blev udført her i sommer, og nu godt fire måneder efter har Benedikte Thuesen fuldendt værket ved at lave en ny brystvorte på venstre bryst. Den er fremstillet af huden på stedet, og om et par måneder vil hun tatovere omkring den, så huden i vortens omkreds bliver brun. På højre side er det den normale brysthud med vorte, som implantatet er anbragt under.
Der er nu gået en halv snes år, siden Bonnie Erichsen blev opereret for kræft. Hun er 53 år og har netop været til den afsluttende kontrol på Herlev Sygehus. Når man spørger hende, om hun ikke, hvis det havde været muligt, havde foretrukket kun at få fjernet kræftsvulsten, så det meste af brystet blev tilbage, svarer hun overraskende:
– Nej, og jeg vil også anbefale andre kvinder at få hele brystet fjernet. Fjerner man kun knuden, skal der gives strålebehandling på stedet, og det fremkalder skrumpning, så brystet bliver en del mindre end det andet. Fjernes hele brystet, og der ikke skal bestråles, bevarer huden sin elasticitet, så det er lettere at rekonstruere et nyt bryst, og det bliver pænere.
Relaterede indlæg
|
|
Comments on this entry are closed.