Medicinsk behandling af diabetes
Af Oluf Borbye Pedersen,
overlæge, professor, dr.med
Gode mad- og motionsvaner og et liv uden tobak er vigtige elementer i enhver form for diabetsbehandling. Når man spiser sundt og er fysisk aktiv påvirker det sukker- og fedtstofskiftet i gunstig retning så man mindsker risikoen for udvikling af følgesygdomme. Mange patienter med diabetes har dog brug for supplerende behandling med lægemidler.
Medicinsk behandling af Type 1 diabetes:
Patienter med type 1 diabetes har behov for at få indsprøjtninger af insulin hver dag for at kunne overleve. Tidligere blev insulin udvundet af bugspytkirtler fra grise eller køer. I dag fremstilles insulin ved gensplejsningsteknik. Det vil sige menneskets insulin-gen er indkodet i gærceller eller bakterier, som producerer menneskeinsulin i store mængder.
Der er udviklet forskellige typer af insulinpræparater. De adskiller sig ved, hvor hurtigt virkningen indsætter og hvor lang tid virkningen varer. Alle insulinpræparater på det danske marked findes i styrken 100 internationale enheder pr. ml.
Insulinpræparater i Danmark:
1. Hurtigt- og korttidsvirkende insulin (Humalog). Virkningen begynder ca. 15 min. efter at insulin er sprøjtet i underhuden og virkningen er maximal efter 50-90 min. og varer 3-4 timer.
2. Hurtigtvirkende insulin (Actrapid, Humelin, Regular). Virkningen begynder ca. 30 min. efter indsprøjtning i underhuden og er maximal efter 3-4 timer og varer ca. 6 timer.
3. Middelhurtigt og middellangsomtvirkende insulin (Insulatard, Humelin NPH, Monotard). Virkningen begynder 1-2 timer efter indsprøjtning i underhuden. Virkningen er maximal 6-12 timer efter indsprøjtningen og varer ca. 16-24 timer.
4. Middelhurtig og langvarigtvirkende insulin (Humutard, Humelin Ultra). Virkning begynder 1-3 timer efter indsprøjtning i underhuden, er maksimal 8-18 timer efter indsprøjtningen og varer 24-36 timer.
5. Kombinationspræparater af 2 og 3 i forskellige blandingsforhold, f.eks. 10/90, 20/80, 30/70, 40/60 og 50/50 (Mixtard, Humelin Mix).
6. Insulin beregnet til insulinpumper (Velosulin).
Det gennemsnitlige insulinbehov pr. døgn er ca. 0,6 internationale enheder pr. kg legemevægt hos den voksne patient med type 1 diabetes. En række faktorer har indflydelse på insulinbehovet. Det vil svinge med varierende fødeindtagelse, ved muskelarbejde, stress og febertilstande. Ved f.eks eksamenslæsning kan insulin behovet forbigående øges med 50-100%. Og ved febersygdom stiger behovet for insulin med 25% for hver grad temperaturen kommer over 37.8 grader celcius. Hos ældre med meget lang diabetesvarighed er behovet betydeligt mindre og hos unge i pubertet, samt hos gravide, især i den sidste halvdel af svangerskabet, er behovet betydeligt større.
Insulin sprøjtes ind i underhuden. Opsugningen af insulin fra underhuden varierer alt efter hvilken anatomisk region på kroppen man anvender. F.eks opsuges insulin hurtigere fra meavskindet end fra lårene. Derfor bør injektionsområderne anvendes systematisk for at undgå uforudsete udsving i blodsukkeret. Mange diabetespatienter tager indsprøjtninger af hurtigtvirkende insulin i underhuden på maveregionen og indsprøjtninger af langtidsvirkende insulin i underhuden på lårene.
Insulinbehandlingen kan tilrettelægges på flere forskellige måder. Mange patienter anvender hvad der kaldes flergangsterapi med fire daglige insulinindsprøjtninger. Ofte tager de således korttidsvirkende eller hurtigtvirkende insulin før måltiderne og langtidsvirkende insulin inden de går i seng.
Andre patienter er godt reguleret ved at tage insulin før morgenmaden og før aftensmaden.
Relativt få patienter behandles med en bærbar insulinpumpe. Pumpen tilfører til stadighed en lille mængde hurtigtvirkende insulin til underhuden og i.f.m. måltiderne aktiverer patienten selv insulinpumpen så der gives ekstra hurtigtvirkende insulin for at holde blodsukkeret så tæt på det normale som muligt.
Som tidligere omtalt er det afgørende at man som type 1 diabetes patient hyppigt måler blodsukker og justerer dosis af korttidsvirkende eller hurtigtvirkende insulin efter blodsukkerniveauerne.
I Danmark udføres kun få transplantationer af bugspytkirtler og udelukkende til patienter med type I diabetes, som p.g.a. diabetisk nyresygdom har udviklet nyresvigt og derfor behøver nyretransplantation.
Transplantation af insulinproducerende celler i form af bugspytkirtlens såkaldte Langerhannske øer er indtil videre kun på forsøgsplanet.
Medicinsk behandling af Type 2 diabetes:
Patienter med type 2 diabetes, der ikke opnår et tilfredsstillende resultat med ændringer i mad- og motionsvaner, og eventuelt væggttab, har behov for medicin. De fleste vil kunne klare sig med tabletter. Opnås der ikke tilstrækkelig virkning af tabletterne, må der skiftes til insulin.
I øjeblikket er der i Danmark tre typer af tabletter, som sænker blodsukkeret med baggrund i forskellige virkningsmekanismer.
Den første type lægemidler omfatter handelsnavne som Tolbutamid, Rastinon, Arcosal, Daonil, Euglukon, Hexaglukon, Glutril, Diamicron, Glipinese, Mindiab, Amaryl og NovoNorm. Disse lægemidler virker ved at stimulere de insulinproducerende celler i bugspytkirtlen og ved at få dem til at udsende insulin i blodet på det rigtige tidspunkt i forhold til stigningen i blodsukker. De bruges overvejende til behandling af normalvægtige og let overvægtige patienter med type 2 diabetes.
Den anden type tabletter indeholder metformin, der som handelsnavn hedder Glucophage eller Orabet. Metformin virker ved at nedsætte optagelsen af sukker fra tarmene samt ved at bremse nydannelsen af sukker i leveren. Metformin gør cellerne mere følsomme for insulin. Dette lægemiddel er særligt egnet for type 2 diabetespatienter, som er overvægtige.
Den tredje type tabletter indeholder acarbose og handelsnavnet er Glucobay. Acarbose virker ved at forsinke nedbrydningen af madens kulhydrater (stivelse) i tarmen og giver derved mindre blodsukkerstigning efter man har spist.
Den væsentligste bivirkning af de lægemidler der øger insulindannelsen er for lavt blodsukker (hypoglykæmi). Ofte ses denne bivirkning hvis man springer et måltid over eller spiser for lidt.
Metformin kan i begyndelsen af behandlingen give bivirkninger i.f.a. kvalme, mavekneb og løse afføringer. I mange tilfælde kan bivirkningerne undgås ved at tage tabletterne under selve måltidet.
Acarbose kan give luft i maven , mavekneb og løse afføringer. Generne er ofte forbigående.
Omkring 20% af patienter med type 2 diabetes behandles med insulin uden at være egentlig insulinkrævende. De kan overleve uden insulin og de vil ikke udvikle livstruende syreforgiftning, selvom de ikke får insulin. De fleste vil kunne nøjes med en eller to insulinindsprøjtninger i døgnet. Ofte kombinerer man insulin og tabletbehandling.
Svangerskabsdiabetes:
I de sidste måneder af det normale svangerskab nedsættes insulinets virkninger på stofskiftet og denne type diabetes opstår hos gravide, som er arveligt disponeret for udviklingen af sukkersyge. Foruden behandling med sund mad og motion, har mange kvinder med svangerskabsdiabetes behov for en midlertidig behandling med insulin for at opnå en tilstrækkelig god regulation af blodsukkeret og for at sikre at fostret udvikler sig helt normalt.
© SundhedsMagasinet.dk
Login | Registrering | Information | Kontakt | Sitemap
Comments on this entry are closed.