Af Erik Münster.
Kvinder, der er i seng med en mand mindst én gang om ugen, får færre gynækologiske problemer end kvinder, som lever i cølibat eller kun har samleje af og til.
Det er resultatet af otte års undersøgelser i Philadelphia i USA på et institut, som især beskæftigelser sig med vor lugtesans.
Kvinder, der omgås mænd, får mere regelmæssige menstruationer, de har færre sterilitetsproblemer, og de får en mildere overgangsalder. Mænd eller deres lugte synes at gavne kvinders hormonbalance.
Ved et af de mange forsøg har forskerne taget armsved fra mænd og blandet den med alkohol. Væsken blev gennem tre måneder penslet på overlæben af seks kvinder med uregelmæssige menstruationer og uden forhold til mænd.
Det regulerede efterhånden deres blødninger, hvorimod det ikke skete i en kontrolgruppe bestående af seks, lignende kvinder, der kun blev penslet med alkohol.
Forskerne ved ikke med sikkerhed, om stofferne fra armsveden bliver optaget gennem huden eller snuset ind i næsen. Men de er mest tilbøjelige til at tro, at det er lugtesansen, som virker.
Effekten svarede til den, som opnås ved, at kvinder regelmæssigt omgås mænd, men den var ikke så kraftig. I Øvrigt vidner tidligere undersøgelser ser, at kvinderne ikke behøver at gå i seng med manden, han skal blot være dem nær. Onani har ikke den regulerende virkning.
Det amerikanske institut tror så meget på, at det er lugtesansen, som er det afgørende, at det søger om at få patent på visse mandelugte. Ideen er, at sådanne stoffer brugt i creme, spray og parfume måske kan gavne kvinders helbred.
Man har gennem flere år vidst, at kvinder, der bor sammen, f. eks. unge piger på et kollegium, tenderer til efterhånden at menstruere i samme takt.
Man kan selvfølgelig hverken i dette fænomen eller i kvinders forhold til mænd udelukke en psykologisk virkning. Men selv om det ikke er bevist, tror mange videnskabsmænd, at virkningen skyldes feromoner, lugtstoffer, som der er mange eksempler på i dyreverdenen.
Man kalder med god grund feromonerne for "luftbårne hormoner", for de spiller en væsentlig rolle for den seksuelle tiltrækning mellem dyr. F.eks. kan en hanhund på forbløffende lang afstand lugte en hunhund, som er i løbetid.
Dyrenes lugte skifter, alt efter om de er i brunst eller ej. Kvinders sved og væske fra skeden skifter også i månedens løb. F. eks. er der omkring ægløsningstidspunktet særlig høj koncentration af alifatiske syrer i skedesekretet, og lugten af disse syrer tiltrækker hanlige rhesusaber, viser laboratorieforsøg.
Det er svært at afgøre, om kvinders skiftende lugte i månedens løb påvirker deres tiltrækningskraft på mænd. Men at lugte spiller en rolle er hævet over enhver tvivl.
Vi har alle været ude for mennesker, som vi alene for lugtens skyld aldrig ville vælge som seksualpartnere (og her tænker jeg ikke på malglende hygiejne).På den anden side er der nogle, hvis lugt er os så behagelig, at det måske er nok til at gøre dem til sexobjekt.
Lugt og seksuel tiltrækning er nært forbundet med hinanden. Det ved parfumeindustrien og udnytter det i reklamen og i det umådehold, som den udviser, når der sættes pris på duftene.
Erik Münster.
Relaterede indlæg
|
|
Comments on this entry are closed.