BØRNEEKSEM ER FEMDOBLET I DE SENERE ÅR
Det er nu den hyppigste kroniske børnesygdom.
Af Erik Münster.
Mange små børn har det slemt for øjeblikket. De har en ulidelig kløe, fordi de er ramt af børneeksem. Den sygdom er altid værst om vinteren, hvor luften er tør. Det giver øget fordampning af vand fra huden, så den udtørres, og derved tiltager kløen.
Det er i det hele taget blevet meget værre med børneeksem i de senere år. I 1960′erne led cirka tre procent af en fødselsårgang af denne sygdom; men i dag er det omkring 15 procent.
Man kender ikke med sikkerhed årsagen til det; men det må skyldes forandringer i miljøet. Det kan være faktorer i det, som børn spiser og drikker, det der kommer i berøring med deres hud, og det de indånder. Man har peget på den øgede luftforurening som én mulig årsag.
Lægerne kalder sygdommen for atopisk dermatitis. Men populært bruger man mest betegnelserne børneeksem eller astmaeksem. Det sidste skyldes, at 10-20 procent af patienterne også har astma, der giver hoste og besværet vejrtrækning.
En anden endnu hyppigere komplikation er allergisk næsekatar (høsnue), der plager cirka 30 procent af børnene. Deres øjne er irriterede, næsen løber med vandigt sekret, den er tilstoppet og giver hyppig nysen.
Børneeksem er udtalt arvelig. Derfor vil der i de fleste patienters familie også findes andre, der har eller har haft sygdommen eller er ramt af astma eller høsnue.
Hvis en af forældrene har haft børneeksem, er der 30 procent risiko for, at barnet få det. Har begge forældrene sygdommen er risikoen 40 procent.
Børnene har en meget tør hud med ringe modstandskraft over for kemikalier og andre påvirkninger. Den klør og revner let, især på hænderne.
Eksemet begynder som regel omkring tre-måneders alderen, men kan også komme senere. Hudforandringerne er forskellige i de forskellige aldersklasser. Spædbørn rammes især i ansigtet og på arme og ben. Her bliver huden rød, noget fortykket og med små blærer.
Når barnet bliver ældre aftager hudforandringerne noget i ansigtet. Der er spredte pletter af eksem, især omkring munden, og både her og i albuebøjninger og knæhaser bliver huden fladeformet fortykket med revner og spredte små blærer.
Hos omkring 75 procent af børnene forsvinder eksemet ved puberteten. Men bevarer de det som voksne, er albuebøjninger og knæhaser stadigt angrebet, og desuden er der nu større eller mindre hudpartier med de samme forandringer over hele kroppen og i ansigtet.
Mange af de mennesker, der lider af de ret almindelige håndeksemer, og det er især kvinder, har haft børneeksem i spædbarnsalderen. Ofte er deres håndflader tørre og revnede.
Børneeksem er som regel udpræget kronisk, og det er vor hyppigste kroniske børnesygdom. Den rette behandling kan dog, særlig under hospitalsindlæggelse, få sygdommen til at falde til ro; men udbruddene er tilbøjelige til at komme igen og igen. Om sommeren sker der ofte en bedring, fordi luften da indeholder mere fugt, så hudens udtørring mindskes.
Børneeksem kan inficeres med bakterier, virus og svampe. Barnet kommer selv let til at overføre smitstoffer, f.eks. fra snavs under neglene, når det kradser sig for at dæmpe den slemme kløe. Infektionen kan f.eks. være med stafylokokker eller streptokokker, så der opstår børnesår i ansigtet.
Man kan hæmme udviklingen af børneeksem ved at lade de små i mindst fire måneder få modermælk eller specielle modermælkserstatninger (Nutramigen, Profylac) med nedsat risiko for allergi. Ved at lade en gruppe danske højrisiko-børn leve på denne måde faldt forekomsten af børneeksem fra 31 til 14 procent.
Patienter med børneeksem skal uanset alderen undgå alt, der irriterer huden, f.eks. uldent tøj direkte på kroppen, sæberester efter badning og kemikalier. Voksne med den medfødte tilbøjelighed bør have rent og tørt arbejde for at undgå håndeksem.
Hvis man ved undersøgelser finder ud af, at et barn er allergisk over for husstøvmider eller ikke tåler visse fødevarer, skal man så vidt muligt undgå, at detkommer i kontakt med disse ting. Det har i mange tilfælde givet en tydelig bedring af udslættet. Æg, fisk, frugt og chokolade kan forværre sygdommen hos nogle større børn og voksne.
Det er vigtigt, at forældre og børn informeres grundigt om sygdommen og dens behandling. Nogle hudafdelinger har oprettet såkaldte "eksemskoler", så det kan ske særligt effektivt.
Den vigtigste behandling foretages med salve med kortison. Det skal foregå under lægekontrol, så huden ikke tager skade af for lang tids brug. Men der er for øjeblikket i befolkningen en udbredt skræk for disse præparater, så der faktisk sker en uheldig underbehandling af de syge børn.
Fugtighedscreme kan nedsætte den plagsomme kløe ved at modvirke hudens tørhed. Den skal bruges dagligt og altid efter vask, når man omhyggeligt har afskyllet sæben og tørret huden. Karbamid-holdige cremer skal man ikke bruge ved aktivt eksem, da de kan give svie.
Inden for naturmedicinen har man markedsført kosttilskud og hudmidler fremstillet af kæmpenatlys-planten. De skulle gavne børneeksemet ved at modvirke hudens tørhed. I enkelte patientundersøgelser har de vist sig at hjælpe noget, i andre ikke. Lægerne Carsten Bindslev-Jensen og Flemming Brandrup, der har skrevet om sygdommen i Ugeskrift for Læger, mener, at "den kliniske dokumentation for præparatets effekt er mangelfuld".
I svære tilfælde bruger man under indlæggelse tjærebade. Man kan til ambulant brug få shampoo og cremer med lavere koncentration af tjære.
Antihistaminer ("søsygetabletter") kan dæmpe kløen. Men desværre er de tilbøjelige til at sløve patienten. De kan dog bruges til natten, hvor det jo ikke gør noget. De moderne ikke-sløvende antihistaminer virker dårligt på kløe, så det er ingen løsning.
Sol- og havbade gavner meget hos de fleste patienter. Om vinteren kan man eventuelt bruge solariebehandling, så man får lyseffekten kunstigt.
Relaterede indlæg
|
|
Comments on this entry are closed.