Bækkenløsning
Redaktionsgruppen
Sundhedsinformation.dk
Hvad er bækkenløsning?
Bækkenet består egentlig af flere knogler. Normalt er de forskellige knogler imidlertid så tæt sammenføjede, at der ikke er nogen bevægelse mellem dem. Bækkenet kan da opfattes som en knogle. Når du er gravid, sker der en række forandringer med dit bækken, som fører til at sammenføjningerne af knoglerne i bækkenet bliver mere elastiske. Dette sker som en naturlig proces for at bækkenet skal kunne give efter under fødslen. Hos nogen gravide kan bevægeligheden mellem de enkelte bækkenknogler udløse smerter, som er særlig fremtrædende ved belastning.
Typiske gener ved denne tilstand er smerter i området rundt i bækkenet ved belastning. Smerterne kan sidde foran eller bagved i bækkenet, og de kan stråle ud til lysken og ned i benene. Smerterne kommer typisk, når du går eller står. Situationer som er specielt vanskelige ved bækkenløsning, er for eksempel at rejse sig eller at gå på trapper. Enkelte har problemer med at klare daglige arbejdsopgaver. Følelsen af at bækkenet er ustabilt, er normal .
Generne stiger ofte i løbet af dagen og forværres ved stillingsskift. Det er også normalt, at generne starter tidligere og tidligere for hvert svangerskab.
Bækkenløsning er en ganske normal tilstand. Hos de aller fleste går generne væk efter fødslen, men nogen har smerter også efter svangerskabet.
Hvad forårsager tilstanden?
Normalt er de tre store led i bækkenet stramt forbundet med ledbånd, som hindrer bevægelse. Under graviditet slækkes ledbåndene. Dette skyldes påvirkning af svangerskabshormoner. Længere fremme i svangerskabet bliver kvinden tungere, og ledbåndene som er blevet mere elastiske, tåler påvirkningen dårligere. Dette kan medføre bevægelse i bækkenleddene, og resultatet er smerter og et ustabilt bækken.
Hvordan diagnosticeres tilstanden?
Der findes ingen helt klare tegn på bækkenløsning. Lægen må derfor basere sig på din beskrivelse af smerterne, hvor de sidder, hvor stærke de er og hvordan de varierer.
Lægen vil gøre en række undersøgelser af leddene i bækkenet, men ingen af disse test er 100% sikre. Som regel er det smertefuldt, når legen trykker på forsiden af bækkenet. Tryk mod de bageste led giver som oftest også smerter.
Hvis generne også er til stede efter fødslen, kan det være aktuelt at tage røntgenbilleder af bækkenet og hofterne.
Hvordan behandles tilstanden?
Du kan gøre meget selv for at mindske generne. Først og fremmest er det vigtigt at undgå aktiviteter, som giver mange smerter. Jævn belastning på begge benene er vigtig. Dette opnås ved at stå med tyngden jævnt fordelt på begge ben og at gå med korte skridt. Når du skal vende dig i sengen, er det en god ide at knibe sammen i bækkenbunden og så trække dig rundt med samlede ben. At sidde med krydsede ben er ikke godt, dersom man har bækkenløsning. Det er også vigtigt at løfte rigtigt, og brug af rygsæk kan anbefales.
Enkelte kan have god hjælp af bælte eller korset, som klemmer hofterne sammen. Du bør ikke bruge krykker gennem længere tid. Dette kan svække musklerne i ryg og bækken og senere øge og forlænge generne. Sygemelding kan være aktuelt, og ændring af arbejdsforhold må vurderes. Enkelte kan have stor nytte af rådgivning hos fysioterapeut.
Hvordan er langtidsudsigterne?
Hos de fleste kvinder forsvinder generne efter fødslen. Enkelte kan udvikle kroniske rygsmerter, dersom de har haft særligt store smerter under svangerskabet. De ustabile led i bækkenet kan fæstne sig i en ugunstig position efter fødslen, og kan give varige gener.
Relaterede indlæg
|
|
- bækkenløsning
- bækkenløsning symptomer
- forebyg bækkenløsning
- gravid ondt i lysken
- hvad er bækkenløsning
- ustabilt bækken
- bækkenløsning efter fødsel
- bækkenløsning mænd
- bækken løsning
- tidlig bækkenløsning
Comments on this entry are closed.