Aids
Af Else Smith
Overlæge
Aids er en forkortelse for den engelske betegnelse: Acquired ImmunoDeficiency Syndrome (hvilket kan oversættes: Erhvervet immundefekt syndrom). Aids er en sygdomstilstand, der forårsages af det virus, der hedder hiv. Aids blev beskrevet første gang i 1981, hvor man i USA oplevede en række dødsfald blandt unge mænd. Disse mænd havde det til fælles, at de tidligere havde været helt sunde og raske, at de alle var homoseksuelle, at de døde af enten en type lungebetændelse, som ellers kun var kendt hos ældre, svækkede personer, eller døde af en ellers sjælden form for hudkræft. Endelig havde de alle et fuldstændigt nedbrudt immunforsvar, heraf navnet aids.
Aids-diagnosen stilles i henhold til de til enhver tid gældende kriterier, der er enighed om internationalt. De fremgår af en lang liste over infektioner, kræftsygdomme og kliniske syndromer, der hos en hiv-smittet person fører til diagnosen aids. Denne liste er blevet ændret flere gange op gennem 1980′eme og en enkelt gang i 1990′erne, hvilket betyder, at en aids-patient fra 1985 ikke er fuldt sammenlignelig med en patient fra 1995. Man kan populært sige, at listen er blevet længere, og at det dermed er blevet "lettere" at blive en aids-patient.
Indtil 1996 gik der gennemsnitligt omkring 10-12 år fra en person blev smittet med hiv til personen udviklede aids, og dernæst 1-2 år før personen døde. Dette forløb kaldes hiv’s naturhistorie. Der er dog store variationer i infektionens forløb hos den enkelte.
Da der ikke hidtil har været adgang til effektive behandlinger af hiv, har man epidemiologisk og statistisk kunnet anvende aids-data til at forudsige noget om hiv-smittespredningen for omkring 10 år siden. I 1996 blev det erkendt, at man kunne behandle hiv-smittede med en kombination af typisk 3 forskellige antivirale midler, således at den smittede forblev rask længere end hidtil, og levede længere som aids-patient. Det er en dyr behandling, og bliver derfor stort set kun tilbudt hiv-smittede i den industrialiserede verden. Det betyder, at selv om vi i et land som Danmark har oplevet et markant fald i det årlige antal personer, der diagnosticeres med aids, så har dette videnskabelige gennembrud ikke som sådan stor indflydelse på den globale hiv/aids-situation.
Relaterede indlæg
|
|
Comments on this entry are closed.